23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Teknologisk Institut opnår fødevaregodkendelse på højtydende overfladebelægninger

På Teknologisk Institut har man nået en væsentlig milepæl inden for højteknologiske overfladebelægninger, da instituttets DLC- og CrN-belægninger (Diamond Like Carbon og kromnitrid) nu er blevet godkendt til fødevarekontakt.

- Helt simpelt betyder det, at vores belægninger nu er godkendt til at kunne anvendes på bearbejdende og bevægelige dele i en fødevareproduktion, fortæller Mette Schmøkel, der er Centerchef hos Teknologisk Institut - Materialer og specialist i højteknologiske overfladebelægninger.

Disse belægninger er kendt for deres hårdhed, og for at de mindsker friktion og slid. Det er funktioner, som samlet set sikrer det behandlede element en længere levetid og en højere ydeevne – uden at det går udover resten af produktionen. 

Da næsten alle dele i fødevareindustrien er fremstillet af forskellige typer rustfrie stål, ser man ofte, at der opstår problemer med metaldele, der arbejder direkte imod hinanden. Dette er et af de største indsatsområder for de nævnte belægninger. CrN-SD er fx meget velegnet til både at forhindre de såkaldte rivninger, som opstår når to rustfrie ståloverflader bevæger sig på hinanden, og samtidig giver den en god beskyttelse mod slid fra selve produktet.

- Man kan sammenligne det med, at man bruger olie til at mindske friktion på en cykelkæde. I fødevareproduktionen kan man bare ikke altid smøre med en god olie eller fedt, da det vil resultere i, at smøremidlet kommer i maden. Det er her vores belægninger, især vores selvsmørende DLC-TR, kommer ind i billedet. Vi har bevist, at vores belægninger ikke afgiver noget til produkterne, og derfor fuldstændig sikkert kan bruges i kontakt med fødevare, lyder det fra Mette Schmøkel.

Gevinst for fødevareproducenter

Teknologisk Institut modtager regelmæssigt henvendelser fra fødevareindustrien, der søger sparring til udvikling og forbedring af produktionsdele. Med den nylige godkendelse af deres DLC og CrN belægninger til fødevarekontakt er man nu i stand til at møde disse behov med en godkendt løsning.

Ved at have adgang til godkendte belægninger kan virksomhederne forbedre levetiden og effektiviteten af deres produktionsudstyr, hvilket potentielt kan føre til betydelige omkostningsbesparelser. Desuden kan det bidrage til en mere bæredygtig produktion, da mindre slid og længere levetid for udstyret kan resultere i mindre ressourceforbrug. Endelig kan forbedret produktionskvalitet også være med til at højne slutproduktets kvalitet.

På Teknologisk Institut har man længe været førende inden for forskning og udvikling af højteknologiske overfladebelægninger til produktionsindustrien, og den nye godkendelse samt en ISO 9001 certificering på området er resultatet af et målrettet arbejde med at sikre, at produkterne lever op til de strenge krav inden for fødevaresikkerhed. 

Teknologisk Institut - Materialer
Kongsvang Allé 29
8000 Aarhus
Århus Kommune
Danmark
CVR nummer: DK56976116
P nummer: 1003119709

Kontaktperson

Henrik Horup Reitz
Seniorspecialist - Avancerede Overfladebelægninger
+45 72201548 hre@teknologisk.dk

Send til en kollega

0.047