23948sdkhjf

Jurister: Danmark bryder international ret ved eksport af dele til kampfly

Myndighedernes sagsbehandling ved eksport af militært udstyr til F-35-kampfly er klart ulovlig, vurderer juridiske eksperter

De danske myndigheder undlader at foretage en vurdering af risikoen for blandt andet krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne, før de udsteder tilladelser til eksport af militært udstyr til blandt andet F-35-programmet.

Det skriver Dagbladet Information og mediet Danwatch, der er kommet i besiddelse af oplysninger om myndighedernes sagsbehandling.

På den baggrund retter juridiske eksperter nu en særdeles hård kritik af de danske myndigheder. Myndighedernes praksis er klart ulovlig, vurderer blandt andre den danske jurist Jacques Hartmann, der er professor i international ret ved University of Dundee i Skotland.

- Ansvaret for at lave en risikovurdering er klart. Derfor er der sket en overtrædelse af EU’s fælles regler om våbeneksport samt FN’s våbenhandelstraktat, siger Jacques Hartmann.

Han bakkes op af Zeray Yihdego, der er professor i international ret ved University of Aberdeen og ekspert i våbenkontrol.

- De danske myndigheder har pligt til at sikre, at leverancerne bliver brugt til lovlige formål i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, siger han.

Kritikken kommer, efter at Information og Danwatch har afdækket, hvordan israelske F-35-fly udrustet med komponenter fra den danske virksomhed Terma har deltaget i operationer i Gaza i 2021 og 2022, hvor 75 børn blev dræbt under israelske bombardementer. Menneskeretsorganisationerne Amnesty International og Human Rights Watch har undersøgt flere af de israelske bombardementer og konkluderet, at der er tale om mulige krigsforbrydelser.

Eksporten af de danske komponenter går i første omgang til den amerikanske våbengigant Lockheed Martin, som eksporterer de færdige fly til slutbrugerne – heriblandt altså det israelske militær.

Når en dansk virksomhed vil sælge militært udstyr til udlandet, kræver det en eksporttilladelse fra de danske myndigheder. Og når de danske myndigheder vurderer, om der skal gives tilladelse til eksporten, er de underlagt to internationale regelsæt: EU’s fælles regler fra 2008 og FN’s våbenhandelstraktat, som Folketinget ratificerede i 2014, og som trådte i kraft samme år. Begge regelsæt forpligter myndighederne til at foretage en konkret vurdering af risikoen for blandt andet krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne, når de behandler ansøgninger om eksporttilladelse, forklarer de to juridiske eksperter.

Normalt er den form for risikovurdering da også en del af de danske myndigheders sagsbehandling, når en dansk virksomhed søger om tilladelse til at eksportere våben eller militært udstyr direkte til eksempelvis Israel.

Sagsbehandlingen foregår på den måde, at virksomheden sender en ansøgning til Rigspolitiet – før i tiden Justitsministeriet. Herefter foretager Rigspolitiet en høring af Udenrigsministeriet, der har ansvaret for at vurdere risikoen for blandt andet krænkelser af menneskerettighederne og krigsforbrydelser, og om eksporten kan være i strid med de internationale regler.

Men lige netop i forbindelse med eksport af dele til F-35-kampflyene er sagsbehandlingen en anden, oplyser Udenrigsministeriet til Information.

- Efter en praksisændring i år 2000 skal Udenrigsministeriet ikke høres i ansøgninger om eksport af delkomponenter til projekter, som sker i et samarbejde med EU- og NATO-lande. Det omfatter også eksport til F-35-samarbejdet, som ledes af USA, skriver ministeriet.

Information og Danwatch har siden den 8. marts forsøgt at få Udenrigsministeriet til at svare på, hvordan de danske myndigheders praksis harmonerer med EU’s regler og FN’s våbenhandelstraktat. Og om man i forbindelse med vedtagelsen af EU’s regler i 2008 og FN-traktaten i 2014 huskede at overveje, om det var nødvendigt at ændre praksis.

Men mere end tre uger senere har ministeriet ikke været i stand til at besvare spørgsmålene. Med andre ord kan Udenrigsministeriet altså ikke umiddelbart svare på, om myndighedernes praksis i forbindelse med eksport til F-35-programmet er i overensstemmelse med international ret.

- Det virker lidt, som om de ikke har været opmærksomme på, at de er forpligtet til at lave den vurdering, siger professor Jacques Hartmann.

- Det burde ikke kunne ske, efter min mening.

Information og Danwatch har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Udenrigsministeriet til kritikken fra de juridiske eksperter.

Originalartikel: https://www.information.dk/indland/2023/03/jurister-danmark-bryder-international-ret-ved-eksport-dele-kampfly

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08