23948sdkhjf

Rekordoverskud hos Broen Group

Fortsat international ekspansion var med til at sikre det bedste resultat nogen sinde hos den fynske ventil-producent.
Broen Group omsatte i 2012 for mere end 1,1 mia. kr. Hovedselskabet Broen A/S præsterede en omsætningsvækst på 11 procent til i alt 839 mio. kr., og indtjeningen før renter og skat steg med 23 procent til 129 mio. kr. Af Broen Groups andre danske selskaber kan nævnes Clorius Controls, som specialiserer sig i bygningsautomatik og marineteknologi, og som omsatte for mere end 68 mio. kr.

- Resultatet blev opnået på trods af, at markedssituationen i 2012 stadig var præget af lavt aktivitetsniveau inden for byggesektoren, hvorimod fortsat globalt fokus på energieffektivisering bidrog til øget aktivitet i fjernvarme- og gassektoren, skriver Broen Group i en pressemeddelelse.

Væksten i Broen Group blev primært drevet af en fortsat international ekspansion på nøglemarkeder som Polen, Rusland, Kina og USA. Broen producerer højteknologiske ventilløsninger til en række industrier, men har gennem de sidste år etableret sig som en af verdens førende producenter af stålventiler inden for fjernvarme, olie og naturgas.

For at sikre denne position har Broen gennem 2012 investeret i ny produktionskapacitet, herunder en ny produktionslinje i Rusland, som er i stand til at producere op til 40 tons tunge stålventiler. De første ventiler er allerede solgt til russiske kunder såsom Gazprom og Lukoil.

Et andet fokuspunkt for 2012 har været etablering af to produktinnovationscentre i Assens i Danmark og Poznan i Polen, hvor Broen har samlet en gruppe af ingeniører med speciale i materialevidenskab og produktionsteknologi fra hele Europa.

Broen forventer at fortsætte den internationale vækst i 2013 gennem øgede investeringer i produktinnovation, eksisterende kunder samt ekspansion ind på nye markeder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082