23948sdkhjf

Kunstig intelligens giver Siemens Gamesa store tidsbesparelser

Ved hjælp af ny dansk teknologi forventer vindmøllegiganten Siemens Gamesa at spare op til 80 procent af den tid, som normalt bruges på monitorering og registrering af opførelse af vindparker

Århusianske Claviate har udviklet en kunstig intelligens-teknologi (AI), der optimerer overblikket over kompliceret byggeri, som for eksempel opførsel af vindmølleparker, og dermed både sparer tid og penge. Teknologien kan som noget nyt nu også bruges inde i selve mølletårnet.

- Vi forventer at spare op til 80 procent af den tid, vi før har brugt til monitorering og registrering af den komplicerede proces, det er at rejse nye vindmølleparker. Som det er nu, registrerer tre til fem forskellige teams på byggepladsen fremdrift på hver sin måde. Med teknologien fra Claviate kan alle i stedet følge med på det samme dashboard. Det giver enorme fordele, økonomisk og tidsmæssigt, fortæller projekt manager Paul Rausch fra Siemens Gamesa i en pressemeddelelse.

Vindgiganten tester netop nu seneste udgave af teknologien i opførelsen af en ny, svensk vindfarm på næsten 100 MW.

Kraner, mandskab og specialværktøj koster

Det koster en formue at leje de gigantiske kraner, der bruges til opsætning af vindmøller på land. Hertil kommer udgifter til to hold specialtrænet mandskab, leje af specialværktøj – og, hvis den aftalte lejetid overskrides, afgift til forsinkede projekter, som kranen skulle have været sendt videre til. For ikke at tale om den mistede indtægt, hvis møllen ikke står færdig og producerer strøm til tiden.

Derfor har det stor betydning, at samtlige transaktioner med kranen registreres. Det påvirker alle andre led i byggeriet. Hver overskridelse af planen skal opfanges og korrigeres i tide for at holde momentum.

- Det er en fantastisk teknologi, og jeg er rigtig glad for de første resultater og samarbejdet. Jeg har tidligere set, hvordan Claviate helt konkret opfangede uregelmæssigheder så hurtigt, at vi kunne forkorte en forsinkelse på 7,5 timer med to tredjedele. Det batter i det store regnskab, forklarer Paul Rausch, og fortsætter:

- Når vi sætter de kæmpestore vindmøller op i uforudsigelige miljøer i vild natur, tvinger for eksempel pludselig frost eller uventede klipper under jordens overflade os til konstant at tilpasse arbejdet. Sikker opsamling af viden er afgørende for både igangværende projekters økonomi og tidslinje og for planlægning af kommende projekter i endnu mere uforudsigelige omgivelser. Derfor er alle forbedringer af transparens og forudsigelighed i projektet væsentlige. Den faktuelle registrering giver også færre diskussioner om hvem, som skal betale, hvis noget går galt.

Registrerer både ude og inde

Efter ønske fra brugerne har Claviate udvidet sin registrering af konstruktionsprocessen til også at omfatte det indvendige arbejde i mølletårnet. Af tekniske grunde kan dette kun registreres manuelt. Men sammen med den automatiske registrering udenfor giver det en helt ny samlet platform til opsamling af viden.

På ydersiden af mølletårnet registreres byggeforløbet ved hjælp af optagelser fra kameraer på tre af byggekranens sider. Hvert 10. sekund sendes fotos af processen direkte fra kameraerne op til skyen, hvor avanceret software sammensætter billederne til en time lapse video. Videoen omdannes til data ved hjælp af kunstig intelligens.

Dermed registreres alle fremskridt og afvigelser straks, mens de tonstunge elementer løftes og samles. Alle personer på billederne sløres automatisk med heldækkende grå felter, allerede før registrering. Dermed respekteres de internationale GDPR-regler samtidig med, at systemet sikrer al relevant information om fremgang – eller mangel på samme.

- Det fælles overblik sparer alle en masse papirarbejde, som ingen vil savne. Vi er stolte af at have udvidet vores løsning til nu at dække alle rapporteringsbehov i konstruktionsprocessen for både leverandører, kunde og udviklerens egen projektstyring, siger Kasper Koops Kratmann, CEO i Claviate.

Dokumentation af Claviates teknologi gennemføres ved hjælp af ressourcer fra EUDP, Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram. De aktuelle test sker i forbindelse med opførelse af vindmølleparken Tjärnärs Skutt 175 km nord for Stockholm.

Se nøgletal for:
Læs mere om: vindmøller
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.344