23948sdkhjf

Analytiker: Flere overraskelser i Vestas-regnskab

Udsigten til, at Vestas igen har fået balance i indtægter og udgifter sender aktien i grønt

Langt de fleste aktier på det danske C25-indeks ligger i plus for dagen onsdag og hæver det danske eliteindeks med 2 procent fra morgenstunden.

Vestas er med en stigning på 8 procent et af de selskaber, der er med til at skabe den positive stemning oven på offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal.

Det byder ifølge Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen på en række positive overraskelser, som investorerne tilsyneladende belønner.

- Der er fremgang på en række områder, som samlet set giver indtrykket af, at Vestas har lagt det værste bag sig, siger han.

Han hentyder til, at Vestas sidste år blev hårdt ramt af forsyningsvanskeligheder og frem for alt højere materiale- og energipriser, der gjorde det svært at tjene penge på de ordrer, der blev indgået for år tilbage, hvor den økonomiske virkelighed så anderledes ud.

Kvartalsregnskabet viser ikke kun, at Vestas har øget ordreindgangen, men også har opnået bedre priser på de nye ordrer.

- Det viser, at både kunderne og Vestas har indrettet sig på en ny virkelighed, og det giver en tro på, at man igen kan begynde at tjene penge, siger Jacob Pedersen.

Vestas' ledelse har i forbindelse med kvartalsregnskabet præciseret sine forventninger til regnskabsåret. Hvor det tidligere var uklart, om regnskabet ville ende i plus eller minus, føler ledelsen sig nu sikre på, at det ender i positivt territorium.

Det eneste negative, Jacob Pedersen kan finde i tallene, er, at Vestas har afsat flere penge til garantihensættelser.

Det er udgifter, som selskabet forventer at måtte afholde i forbindelse med reparationer af allerede opstillede vindmøller.

De udgør nu 6 procent af omsætningen, og det er umiddelbart for højt.

Vestas-aktien begyndte året i kurs 202, men var i begyndelsen af oktober helt nede at vende i kurs 136.

Siden er det da gået opad, og den handles her til morgen i niveauet omkring kurs 170.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047