23948sdkhjf

Dansk kunde-jagt på Scandinavian Coating

Der er potentiale for at hente kunder fra hele Skandinavien på årets overflademesse.
Messegangene hos Svenska Mässan klinger af både dansk, norsk og svensk i disse dage. Det er tredje gang, Scandinavian Coating bliver afholdt, og anden gang det sker i Göteborg. På trods af placeringen i det svenske er en del danske virksomheder fulgt med, og det er der en ganske bestemt grund til.

- Det er jo MESSEN i Skandinavien, når det angår overfladebehandling og specifikt maling. Vi er jo en af Skandinaviens største leverandører af anlæg, så vi er her for at møde gamle kunder, pleje netværket og selvfølgelig også skabe nye kontakter, forklarer Kim Fabrin, der er salgschef for maleanlæg hos Moldow.

Hos den finske overfladebehandlingskoncern Teknos stiller man også på messen med et massivt dansk hold, og her var der tilfredshed, da Jern & Maskinindustrien mødte dem onsdag formiddag.

- Jeg synes faktisk, første dag gik bedre end forventet. Den var rimelig godt besøgt i forhold til, at det kun var en halv dag, og der var også nogen af de besøgende, vi rent faktisk gerne ville tale med. Det var både danskere, svenskere og nordmænd, og jeg fornemmede faktisk, at der var flere danskere end sidste år, siger Henrik Hansen, der er markedschef hos Teknos.

Hos Strenometer er situationen dog lidt en anden. Her er man nemlig udelukkende taget til Göteborg for at møde de danske kunder, og det lader også til at blive en succes for den sjællandske virksomhed, der har været med på alle tre Scandinavian Coating-messer.

- Jeg synes det har været en udmærket messe indtil nu. Der er en del af vores kunder, der udstiller her, og dem snakkede vi en del med i tirsdag. Og så har der også været en del danske kunder, fortæller produktspecialist Jonas Laursen.

Det kan Morten Agger fra pulverlakproducenten IGP nikke genkendende til.

- Jeg synes, vi har mærket en god interesse, og dem der kommer har en grund til at komme her, så det er kvalitet, det der kommer, siger han.

Læs mere i næste nummer af Jern og Maskinindustrien.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093