23948sdkhjf

Kamera optimerer forbrænding

Et pilotprojekt tester kamerastyring i biomassebaserede fjernvarmeanlæg. Teknologien lover bedre forbrænding og mere kapacitet ifølge de to parter bag projektet.
Et syn for sagen kan gøre en forskel. Brændeovns­ejere har i mange år ændret på lufttilførslen efter et kig ind i flammerne. Samme ide gør sig nu gældende på biomassebaserede fjernvarmeanlæg i Hinnerup. Kamerastyring testes til overvågning af forbrændingen af biomasse i et pilotprojekt på Hinnerup Fjernvarme.

Teknologien er baseret på, at et kamera overvåger forbrændingen og via software sender informationer til kedelanlægget. Således kan risten automatisk justeres, så forbrændingen hele tiden er optimal.

Stabilitet giver fleksibilitet
En automatisk justering af forbrændingen gør driften mere stabil og muliggør variationer i biomassens kvalitet og brændselsværdi. Fjernvarmeanlægget kan derfor udnytte mere uensartet og billigere brændsel. Det forventes også, at kamerateknologien kan være med til at øge udbyttet fra den 5 MW store kedel. Det kan udskyde en eventuel udvidelse af fjernvarmeanlægget, som i dag forsyner 3.700 forbrugere og er baseret på flis, melder de to parter bag projektet, Force Technology og Euro Therm, i en pressemeddelelse.

Force Technology, som har udviklet kamerateknologien, har været interesseret i at udbrede teknologien. De har blandt andet mange års erfaring i teknologisk optimering af affaldsforbrænding. Århusianske Euro Therm specialiserer sig i fjernvarme baseret på biobrændsler som vådt og tørt flis, træpiller, briketter og/eller halm. De er blandt andet leverandør af kedelanlægget på Hinnerup Fjernvarme. De er kendt for at stå for design og levering af blandt andet kedler, riste, kondensationsanlæg og røggasrensning til biomassebaserede anlæg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125