23948sdkhjf

Kirk Plast vil hjælpe innovationen på vej

Kirk Plast i Thisted går egne veje, og samler innovative topfolk til konference for at give områdets virksomheder en saltvandsindsprøjtning, der kan give alle et løft, og skabe mere dynamik.
Innovation er et af tidens mest anvendte ord. Det benyttes, når vi skal tænke nyt, prøve noget nyt, får en god idé eller blot gør tingene på en lidt anderledes måde. Men helt konkret, hvad betyder innovation i både den offentlige sektor og i private virksomheder, og hvilke omstillinger – om nogen – kræver det af både ledelse og medarbejdere?

Det er blot nogle af de mange spørgsmål, som Kirk Plast håber at kunne få svar på, når Thy-virksomheden for andet år i træk gennemfører en Innovationskonference, hvortil alle har adgang.

- Vi befinder os i en del af landet, hvor tingene ikke kommer af sig selv. Vi må gøre en ekstra indsats, og dag ud og dag ind tænke nyt og anderledes. Det er for at støtte op om den indsats, at vi nu for andet år gennemfører en innovationsdag. Vi gør det, fordi vi kan.

- Det er vigtigt for alle dele af samfundet, at vi forstår værdien af at tænke nyt, og derfor har vi fundet frem til nogle foredragsholdere, der kan formidle budskabet. Arrangementet henvender sig både til små og store virksomheder og til ledere og medarbejdere i den kommunale og regionale sektor, siger administrerende direktør Jesper Kirk, der ejer Kirk Plast i Thisted. Virksomheden har 11 medarbejdere.

Konferencen finder sted torsdag den 18. juni i Kirk Plasts lokaler i Thorsted lidt syd for Thisted.

Foredragsholdere
Den børsnoterede virksomhed Coloplast er af erhvervsmagasinet Forbes kåret til verdens 12. mest innovative virksomhed. På konferencen er den repræsenteret af direktør Jens Mortensen, der blandt andet har ansvaret for Coloplasts store afdeling i Thisted. Jens Mortensen er oprindelig uddannet smed i Thisted og kom til Coloplast i 1999. Siden har han beklædt en række topposter og haft produktionsansvar i både Kina, Ungarn og nu i Danmark.

Blandt talerne er også formanden for Manufacturing Academy of Denmark (MADE), Lars R. Enevoldsen. Han beklæder til daglig en stilling som group vice president, Forskning og Teknologi i Grundfos-koncernen, der netop har innovation som et af de bærende elementer. Foredraget har han kaldt ”Innovation er hårdt arbejde”.

Landets sygehuse er blandt de sektorer, hvor der udfoldes store og innovative anstrengelser. I Region Nordjylland har man etableret Idéklinikken, der har til formål, at ansatte på sygehusene, patienter, pårørende og andre interesserede har et sted, hvor de kan henvende sig for at få præcis den hjælp, de har brug for, til at komme videre med deres idé. Flemming Eriksen, der er klinikkens daglige leder, vil fortælle om nogle af de resultater, man har opnået. Flemming Eriksen er uddannet ingeniør, HD i organisation og ledelse. Han har i hele sin karriere arbejdet med innovation og produktudvikling og siden 2000 også med forretningsudvikling og virksomhedsledelse hos Dancall, Bosch, Siemens, BenQ og Motorola.

Administrerende direktør Henrik Karlsen fra firmaet The Innovation Board hører til blandt de specialister, der ved, hvordan man opbygger en innovationskultur i både små og store virksomheder. Det handler blandt andet om at se på organisationen og få aktiveret de positive og usynlige kræfter, der er overalt. Henrik Karlsen har arbejdet i Chicago og London og løser i dag opgaver for en række af landets største virksomheder. Gennem analyser sætter Henrik Karlsen fokus på de flaskehalse, som hæmmer den innovative udvikling. Hos Kirk Plast vil Henrik Karlsen fortælle, hvordan investeringer i innovation bidrager til virksomhedens værdi.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078