23948sdkhjf

Weissenborn hungrer efter kvalificeret arbejdskraft

Den jyske metalvirksomhed har foretaget masser af nyinvesteringer i maskinparken og øget produktionensarealet, men det kniber med at skaffe kvalificerede medarbejdere til de nye faciliteter.
Problemet med at rekruttere nye medarbejdere hos Weissenborn er nu så stort, at det risikerer at blive en stopklods for ordrefremgangen og bremse det spirende opsving.

- Hvis vi ikke får kvalificeret arbejdskraft ind nu, kan det absolut hæmme vores vækst. Det gør det allerede. Vi kan ikke overholde vores kunders ønsker for leveringstid, og vi må dagligt takke nej til ordrer, siger Peter Møller, administrerende direktør hos Weissenborn, der producerer alt fra tower internals for vindmølleindustrien til aluminiums-strukturer, som anvendes på boreskibe i offshore-branchen.

Svært at finde kvalificeret arbejdskraft
- Det et stor problem for jern- og maskinindustrien, at interessen for vores fag ikke er større, og det kan ende med at koste rigtig mange danske arbejdspladser. Vi skal syd for grænsen for at finde medarbejdere, som har de kompetencer, som vi efterlyser, fortæller Peter Møller.

Allerede på nuværende tidspunkt er 20 procent af de 40 medarbejdere hos Weissenborn tyskere.

- I takt med det begyndende opsving i Danmark og det øvrige Europa bliver de tyske medarbejdere også svære at rekruttere, siger Peter Møller.

For at være proaktiv har Weissenborn indledt et projekt med jobcentret i Vejle. Projektet har fokus på at undersøge mulighederne for at opkvalificere de ledige, som har den faglige baggrund og motivationen, men som mangler et svejsecertifikat.

Klar til vækst
Weissenborn har gennem de senere år foretaget massive investeringer i nye maskiner og udvidelse af produktionsarealet. Virksomheden har øget produktionsarealet med 1.100 kvadratmeter, og maskinparken er løbende blevet opgraderet. Seneste investering er en ny slibemaskine, som giver bedre overfladefinish på de producerede aluminium- og rustfri stål-komponenter.

Alle disse investeringer er gjort i bestræbelserne på fortsat at være en attraktiv samarbejdspartner og leverandør overfor eksisterende kunder samt at tiltrække nye kunder, der ønsker mere end blot sammensvejsede komponenter. Investeringerne skal sikre, at virksomheden fremadrettet kan løse større og langt mere avancerede opgaver i aluminium og rustfri stål.

Alle disse anstrengelser kan vise sig at være spildt for Weissenborn, såfremt det ikke lykkes dem at finde de kvalificerede medarbejdere, som de reelt står og mangler på nuværende tidspunkt.

Artiklen er en del af temaet Arbejdskraft.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094