23948sdkhjf

Industrien rykker sammen om uddannelse

Der er på kort tid dannet supportteams til industriteknikeruddannelsen i både Horsens, Herning og Vejle, mens København er på vej. Alvoren er gået op for industrien, lyder vurderingen.
Det er kommet fuld knald på etablering af supportteams omkring industriteknikeruddannelserne på de danske erhvervsskoler. De nye supportteams består af industrivirksomheder, der alle ser en dyster fremtid forude, hvis det ikke lykkes at skaffe nogle flere unge mennesker til at køre med robotter og maskiner.

Derfor skabes der netværk omkring uddannelserne, og lige nu popper de nye supportteam frem. Både Learnmark i Horsens, Herningsholm i Herning og Syddansk Erhvervsskole i Vejle er nu udstyret med supportteam, og i Thisted bobler det også. Her har der i længere tid været tæt samarbejde mellem skole og erhvervsliv.

Dannelsen af de nye teams er sket med en hastighed, der har overrasket Henning Dam fra Flextek. Han er sammen med direktør og indehaver Flemming Hjort fra Masentia og direktør Niels Torbensen fra Mazak er idémænd til de nye supportteams.

- Det er alvoren, der gør, at det går så stærkt, og jeg synes, branchen viser et utroligt sammenhold, siger Henning Dam, der oplever en fælles stærk vilje til at få uddannet flere industriteknikere.

- Det er et kolossalt problem det her, siger Henning Dam, som forventer, at fire supportteams er dannet inden sommerferien.

Det kræver, at teamet omkring uddannelserne på KTS i København kommer op at stå. I modsætning til i de jyske byer har det i København knebet gevaldigt med den umiddelbare interesse omkring teamet fra industrivirksomhedernes side.

- Vi er nødsaget til at sætte et par dage af og køre rundt i Københavns-området til de her virksomheder, som vi håber vil være med omkring teamet i København. Derefter bliver der indkaldt til stiftende generalforsamling i København, siger Henning Dam.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125