23948sdkhjf

Tantec skal geares til vækst

Højere miljøkrav øger efterspørgslen på maskiner fra Tantec. Det skaber travlhed hos den 20 mand store Lunderskov-virksomhed.
Plast er et materiale med mange gode egenskaber, men det har også nogle svagheder, for eksempel dårlig vedhæftningsevne. Tantec leverer løsningen: Maskiner, der via elektrisk høj-spændingsudladning øger overfladespændingen og dermed gør det lettere at få maling, lim og andet til at hæfte på en række plastmaterialer.

Blandt kunderne er Coloplast, Novo Nordisk og Bang & Olufsen, sammen med en række store virksomheder i bilindustrien. Tantecs udstyr til behandling af plastmaterialer eksporteres til hele verden og efterspørges i stigende grad i takt med den øgede anvendelse af miljøvenlig plast. InnovationsAgenterne har bistået Tantec, så den står styrket og klar til vækst og nye markeder.

- Vi leverer til hele verden og mærker øget interesse for vores produkter, forklarer Tantecs d-rektør Morten Thrane.

- Det skyldes primært, at skærpede miljøkrav til plastprodukter favoriserer plasttyper, der kan forbehandles med de teknologier, Tantec er ekspert i. Det gælder for eksempel bilindustrien, hvor der er myndighedskrav til recycling af de fleste komponenter. Den trend giver os en fordel i markedet, som vi ikke må gå glip af, uddyber han.

Nye kunder
InnovationsAgenterne har hjulpet Tantec med at geare virksomheden til nye kunder og markeder. Det er sket ved at styrke teknisk dokumentation og intern videndeling samt ved at forberede virksomheden til en ISO 9001-certificering. InnovationsAgent Susanne Damgaard fortæller:

- I en virksomhed som Tantec ligger medarbejderne inde med masser af viden og erfaring. Udfordringen er, hvordan man sikrer, at denne viden bliver i virksomheden, når medarbejdere går på pension eller skifter job. Det kræver struktureret teknisk dokumentation og videnopsamling. Sammen med Tantecs ledelse analyserede vi situationen og skrev en ansøgning til Videnkupon-ordningen. Det lykkedes os at få bevilget midler, så Tantec kunne få eksperthjælp til at kortlægge virksomhedens interne processer, både på det tekniske område og inden for ledelse, salg, leverancestyring med mere. Blandt andet blev der oprettet en intern Wikipedia. Tantec har efterfølgende brugt denne viden til at opnå en ISO 9001 certificering.

- Vores kunder er meget større end os. Derfor skal vi kunne dokumentere vores kompetencer, og her er en ISO 9001-certificering afgørende. Certificeringen er en vigtig del af vores fremtidsplaner, fordi den åbner dørene til nye kunder, især kunder med meget høje krav til kvalitet, for eksempel i den medicotekniske industri, siger Morten Thrane.

Tantec er etableret i 1974, har datterselskaber i USA og Tyskland og salgskonsulenter i 30 lande. Virksomhedens kunder er primært inden for bilindustrien, den medicotekniske industri og producenter af kabler og ledninger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125