23948sdkhjf

Ny partner hos PH-Teknik

40-årige Søren Thomsen er netop indtrådt som partner og tilfører samtidig et nyt forretningsområde til Thisted-virksomheden.
Det er en tidligere medarbejder, der nu vender tilbage til Thisted-virksomheden PH-Teknik, som partner. Konstruktør Søren Thomsen er specialiseret i værktøjskonstruktion indenfor plaststøbning, og dermed tilfører han helt nye kompetencer til virksomheden.

Søren Thomsen skiftede i 2011 fra en stilling som konstruktionsleder hos Kellpo til PH-Teknik, hvor han var ansat som maskinkonstruktør i perioden 2011-2014. I foråret 2014 blev han ansat som projektleder hos RPC Superfos, med udgangspunkt fra Randers.

- Men med familie og hus i Thisted hang det ikke sammen på den lange bane, og jeg fandt ud af, at jeg er mere thybo, end jeg troede. Derfor virkede det naturligt at søge udfordringer som partner i PH-teknik, hvor jeg var rigtig glad for at arbejde, fortæller Søren Thomsen.

PH-teknik oplever i øjeblikket stigende ordretilgang og er fokuseret på at følge de nye trends og være innovative.

- Det er en naturlig udvikling, at vi tager yngre folk ind i partnerkredsen. Min dåbsattest er jo efterhånden lidt støvet, og vi skal også løbende sørge for at tilføre nye kompetencer i huset, siger stifteren Poul Henrik Larsen, der er direktør.

PH-Teknik startede i 1998 og er nu vokset til en virksomhed med ti mellem- og højtuddannede konstruktører samlet i ét hus. PH-Teknik hjælper kunderne med at realisere ideer og projekter indenfor procesanlæg og fuldautomatiske maskinanlæg. Firmaet understøtter en lang række andre virksomheder i Thy, som de er underleverandører til – og de har løbende øje for at vokse.

- Vi ønsker at være med til at bibeholde beskæftigelsen i Thy. Vi har ikke en langsigtet vækstplan, men vil udnytte de muligheder, der løbende opstår, siger Poul Henrik Larsen.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219