23948sdkhjf

Udflytning skaber job i Aars

I 2013 flyttede Jernstøberiet Dania sin bearbejdning til Polen. To år efter ser det ud til at skabe arbejdspladser på virksomheden i Aars
I 2013 gik en, på papiret, kedelig proces i gang. Jernstøberiet Dania, der har hjemme i den nordjyske by Aars, havde besluttet sig for at flytte bearbejdningsdelen af produktionen ud af landet. Det gjorde man fordi, at det var billigere at bearbejde støbegodset i Polen.

Men nu viser det sig, at arbejdspladser er blevet skabt, til trods for at man flyttede CNC-maskinerne til Polen.

- Vi skal have gjort regnskabet op for 2015, men jeg er rimelig sikker på, at det hænger sådan sammen. Det har styrket vores støberi, vi har fået flere forretninger, og totalt set er det blevet bedre, siger administrerende direktør i Dania, Per Thy Sørensen, til Jern & Maskinindustrien.

I 2014 var støberiets nettoomsætning 260 mio. kr., viste det seneste regnskab.

Var ikke konkurrencedygtig
På Dania støber de blandt andet dele til arbejdskøretøjer og avanceret mobilhydraulik til eksempelvis landbrugsmaskiner.

Noget af støbegodset bliver solgt direkte til kunden, efter det er støbt, mens andet støbegods bliver bearbejdet.

- Vi kiggede på forretningen og kunne se, at kunderne i højere grad både ville have deres komponenter støbt og bearbejdet af os. Men på maskinfabrikken var vi ikke konkurrencedygtige.

Ifølge Per Thy Sørensen betød det, at Dania ville blive valgt helt fra, så der hverken blev støbt eller bearbejdet mere i Aars.

- Vi overvejede automatisering, men det havde vi ikke kompetencerne til, og vurderede det ville tage omkring fem-syv år. Så er det lidt forsimplet sagt nemmere at hive en CNC-maskine ud af væggen og flytte den til Polen, forklarer han.

Mest til Europa
I dag er der så kun støberiet tilbage i Aars. Det kunne ikke flyttes, da maskinerne er store, og de kræver meget erfaring og knowhow at arbejde med.

Når emnerne er støbt, bliver de i dag sendt på en lastbil, der tager turen til Polen. Og det giver fin mening, fordi meget af salget fra Dania er til kunder udenfor Danmark. 61 procent af godset var til kunder udenfor Danmark i 2014. Hvornår flytningen har betalt sig hjem er svært at sige.

- Vi kiggede ikke så meget på tilbagebetalingen. Vi spurgte os selv, om det var brancher, vi stadig ville være i. Det ville vi, og vi har da overholdt vores flyttebudget.

Flere af de medarbejdere, der mistede jobbet i metalbearbejdningen, blev tilbudt ansættelse på støberiet. Der er nu 250 ansatte i Aars, mens der er 100 på maskinfabrikken i Polen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078