23948sdkhjf

KP Automation lander millionordre

Den midtjyske virksomhed skal levere nyt automationsanlæg til KK Wind Solutions.
Det var en synligt tilfreds Keld Pedersen, der tirsdag på årets HI-messe kunne offentliggøre en ordre på et tocifret millionbeløb. Ordren er landet af KP Automation, der er et relativt nyt datterselskab i KP Industri. Den midtjyske virksomhed overtog nemlig resterne af det konkursramte JW Engineering i begyndelsen af året.

- KK Wind Solutions har indgået et samarbejde med os. Vi skal være med til at udvikle deres fabrik til produktion af tavler med den nyeste teknologi, så de bliver førende inden for det felt. Det er for at kvalitetssikre deres produkter, og fordi de vil vinde markedsandele, fortæller Keld Pedersen til Jern & Maskinindustrien.

Anlægget, der er fuldautomatisk, kommer til at indeholde flere robotceller og kommer generelt til at bestå af den nyeste teknologi, der kan opdrives, som Keld Pedersen udtrykker det.

- Emnerne bliver lagt ind med det stykantal, de skal producere ifølge ordren. Emnerne bliver hentet fra højlageret og bliver bearbejdet i anlægget. Derefter går de ud til manuel kontrol – der er nogle ting, der ikke kan automatiseres 100 procent, men der kommer mere på senere, forklarer Keld Pedersen.

Han forklarer, at man i KP Automation har arbejdet på at lande ordren i et halvt års tid. I det hele taget er der travlhed hos Herning-virksomheden for øjeblikket.

- Værkstedet er totalt fyldt, og lige nu laver vi rigtig meget for vindmølleindustrien, men fødevarer bankker også på. En rigtig stor andel, af det vi laver, ryger ud af landet. Lige nu skal vi blandt andet levere til Kina, USA, Brasilien, siger Keld Pedersen.

- Derudover er vi med i et udviklingsprojekt over de næste tre år, som støttes med 10 mio. kr. af Fødevare- og Miljøstyrelsen, hvor der skal automatiseres inden for pyntegrønt, slutter han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094