23948sdkhjf

Færre lærlinge tager til udlandet

Der er sket et fald i antallet af de lærlinge, der tager til udlandet som en del af deres uddannelse.
Færre elever fra erhvervsskolerne tager til udlandet i praktik eller bliver udstationeret af deres danske læreplads, viser nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

I 2014 drog 1.321 elever udenlands, mens det tal i 2013 var 1.500. Det er et fald på 179 unge, der lader passet blive i skrivebordsskuffen.

Særligt færre udstationeringer bonner ud: 174 færre blev udstationeret i 2014.

- Jeg har undret mig meget over det, og jeg ved ikke, hvorfor virksomhederne er blevet mindre interesserede i at udstationere deres lærlinge, siger Lars Møller Bentsen til Jern & Maskinindustrien.

Han er international rådgiver i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

På industriuddannelserne specifikt tog 20 færre elever udenlands i 2014 end i 2013.

Lars Møller Bentsen peger dog på, at faldet kan skyldes, at virksomhederne simpelthen har for travlt til at undvære deres elever.

Større ydmyghed
Grundfos sender i gennemsnit 12 lærlinge til udlandet om året. Det gør Grundfos, fordi lærlingene skal lære at begå sig i det internationale miljø, der eksisterer hos pumpegiganten i Bjerringbro.

Det forklarer Jesper Kvistgaard, der er ansvarlig for uddannelse af lærlinge hos Grundfos:

- Det passer ind i vores egen fødekæde med et internationalt snit, som lærlingene skal agere i til hverdag.

For Jesper Kvistgaard er der ingen tvivl om, at udstationeringen af lærlinge er en god investering.

- De bliver ofte mere ydmyge og hjælpsomme. De løser i større grad selv opgaverne, og så får de selvfølgelig en bedre kultur- og sprogforståelse. De bliver mere modne på et halvt år end normalt, fortæller han.

Også for de udenlandske virksomheder er der fordele ved at få danske lærlinge på besøg:

- Vores lærlinge har bare et højt niveau, og de kommer med en god faglighed til virksomhederne i udlandet. Og det tvinger også medarbejderne i udlandet til at tale engelsk, og det øger det internationale snit, siger Jesper Kvistgaard.

De uddannelsesgrupper, der i 2014 havde flest elever i udlandet, var "Handel og Kontor" med 541 elever, "Jordbrug" med 251 elever og "Hotel, restaurant og levnedsmiddel" med 205 elever elever i udlandet.

Artiklen er en del af temaet Arbejdskraft.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109