23948sdkhjf

Stadig muligheder i den norske offshoreindustri

Dansk Smede & Maskinteknik er en af godt 20 danske virksomheder, der deltager på den norske OTD-messe.
Offshore Technology Days løber af stablen i Stavanger den 21.-22. oktober, og traditionen tro er det et godt udstillingsvindue for danske virksomheder, som gerne vil vise sig frem for den norske olie- og gasindustri.

Og selv om nordmændene er nede i en bølgedal for øjeblikket, på grund af de pressede oliepriser, er der stadig masser af opgaver, som danske virksomheder kan byde ind på. Det mener i hvert fald Heino Petersen, der er key account manager hos Dansk Smede & Maskinteknik. Netop derfor er den sydjyske virksomhed med blandt udstillerne i Stavanger.

- I vores verden er det en lidt mere overskuelig messe, og den har lidt mere teknisk indsigt, hvor vi som dansk underleverandør har lettere ved at slå igennem. Som dansk underleverandør føler vi, at den er mere målrettet, og vi er der for at komme ud over landets grænser og finde nye markeder og kunder, fortæller Heino Petersen.

Han anslår, at 5-10 procent af DSM’s omsætning i dag kommer direkte fra eksport til Norge, men det kan sagtens blive til flere.

- Vi var også med sidste år, og det har vi fået noget aktivitet ud af og nogle gode tilbagemeldinger. Det har selvfølgelig stået lidt stille i forhold til olie og gas, men det betyder, at de norske virksomheder måske har tiden til at gå ud og finde nye leverandører nu, siger Heino Petersen.

- Vi går efter alt inden for offshore samt olie og gas, men hvor andre kigger på store konstruktioner i stål, er vi måske lige så meget på udkig efter nogen, der har brug for mindre emner i rustfri, uddyber han.

Dansk Smede & Maskinteknik udstiller i hal B, stand 2114.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079