23948sdkhjf

Maskinparken er udvidet

En ny maskine er rykket ind i fabrikshallen hos J.E. Pedersen Maskinfabrik. En gedigen japaner skal i fremtiden give kunderne endnu flere muligheder for at få forarbejdet emnerne hos den sjællandske maskinfabrik. Maskinen er allerede velintegreret i den øvrige produktion.
Hos J.E. Pedersen Maskinfabrik er det alfa og omega, at man har en fleksibel og moderne maskinpark. For når kunderne efterspørger alt fra aksler og tandhjul til dele til gearkasser, så stiller det krav til omstillingsevnen. Derfor arbejder man til stadighed på at udbygge maskinparken, og for nylig kom endnu en maskine til på fabrikken i Køge.

- Det er en Mori Seiki NL 2500Y drejebænk med stanglader, y-akse og roterende værktøjer op til 6.000 omdrejninger. Den kan lave mere komplekse emner, end vi er vant til, og derudover sikrer den, at gennemstrømningshastigheden på fabrikken forøges, siger Thomas Larsen, der er værkfører på J.E. Pedersen Maskinfabrik.

Opkøbte maskinværksted
Med den nye maskine har man givet kapaciteten inden for drejning endnu et nøk opad, og den bliver et kærkomment supplement til en i forvejen veludrustet maskinpark, der blandt andet indeholder flere CNC-styrede drejebænke/bearbejdningscentre, der arbejder i dimensionerne Ø 400 mm x L 600 mm.

- I forvejen har vi også revolverdrejebænke, som vi fik, da vi opkøbte et mindre maskinværksted. Den overtagelse er nu veloverstået, og det er derfor, at vi atter har udvidet maskinparken, konstaterer Thomas Larsen

Specialist i slibning
Han understreger, at slibning er en af de kompetencer, der er blevet opgraderet i de seneste år, men det er stadig alsidigheden i produktionen, der gør J.E. Pedersen Maskinfabrik til foretrukken samarbejdspartner for mange kunder.

- Vi laver alle former for CNC-bearbejdning; drejning, fræsning og slibning, men det er slibning, vi har specialiseret os i, og det er der, vi er foran konkurrenterne. Der er ikke så mange, der har det som speciale. Virksomheden råder over en omfattende maskinpark, der både består af konventionelle maskiner, rømning af noter og avancerede specialmaskiner, forklarer Thomas Larsen.

I maskinparken har man blandt andet tre rundslibemaskiner plus en plansliber, hvoraf den ene rundsliber er CNC-styret. Den anvendes til komplekse slibeopgaver, hvor stor ensartethed og samtidig høj finish kræves med tolerancer ned til 0,005 mm.

Den 28 år gamle virksomhed fungerer som underleverandør til tekniske anlæg inden for så forskellige brancher som levnedsmiddel-, medicinal- og gummiindustrien samt den kemiske industri, hvor man kan varetage både havariopgaver og fungere som sparringspartner ved forbedringer af eksisterende anlæg.

J.E. Pedersen Maskinfabrik er endvidere certificeret efter ISO/EN 9001:2000, ISO/EN 14001:2004
DS/OHSAS 18001:2004 og BEK87 samt Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 87:2005.

Læs mere om J.E. Pedersen Maskinfabrik på http://www.je-pedersen.dk

Se J.E. Pedersen Maskinfabriks profil på Metal Supply her.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078