23948sdkhjf

Supportteam for industritekniker-uddannelsen indgår borgmesteraftale

Flere unge skal gå i gang med en uddannelse til industritekniker.
Det kunne det nystiftede supportteam for industriteknikeruddannelsen på Learnmark Horsens og borgmester Peter Sørensen være helt enige om, da de forleden satte hinanden stævne.

Og samtalen var ikke mange minutter gammel, før der var fundet fælles fodslag om to konkrete initiativer. Supportteamet vil gerne i direkte kontakt med kommunens folkeskolelever, og med borgmesteraftalen er der nu på forsøgsbasis åbnet op for, at supportteamet i løbet af januar 2016 besøger op mod fem skoler. Her skal lærlinge og virksomhedsejere fortælle om, hvordan uddannelsen til industritekniker er en direkte vej til fast beskæftigelse, gode lønforhold og gode karrieremuligheder.

- Men hvorfor ikke også tænke i det spor, der handler om voksenlærlinge?, spurgte borgmesteren.

- Hvis I som supportteam kan stille med 20 underskrevne praktikpladsaftaler med konkrete virksomheder, så forpligter kommunen sig til at finde 20 topmotiverede voksne, der vil gå i gang med det samme, sagde borgmesteren.

Langsigtet indsats
Formand for supportteamet, Claus Pedersen, fra virksomheden VP Maskinfabrik i Hatting, ser frem til det videre arbejde.

- For os er det vigtigt, at vi kan spille sammen med de initiativer, som Horsens Kommune har. Og med de to spor, vi har aftalt at arbejde videre med, så har vi med voksenlærlingene sat gang i en indsats, som her og nu kan løse problemerne med at skaffe elever nok til virksomhederne. Samtidig har vi med den tætte kontakt til folkeskolerne sat gang i en mere langsigtet indsats, hvor folkeskoleeleverne i løbet af de næste år skal informeres løbende om uddannelsen til industritekniker, så vi på den måde kan få flere folkeskoleelever til at gå i gang med uddannelsen, siger han.

Resultater på kort sigt
Imidlertid kan januar-besøgene måske også gøre en forskel på den korte bane.

- Besøgene giver også en god mulighed for at komme i kontakt med folkeskoleelever, lige inden de skal vælge, hvilken ungdomsuddannelse de vil gå på, og det kunne være dejligt, om nogle af dem i den forbindelse vælger at blive industritekniker, siger Claus Pedersen.

Direktør Niels Yde på Learnmark Horsens er glad for de konkrete initiativer. Som skole for blandt andet uddannelsen til industritekniker betyder det nemlig meget med opbakningen.

- Det er vigtigt, at vi har tæt kontakt til virksomhederne og til kommunen. Og med det her kan vi virkelig hjælpe hinanden med en samfundsopgave til gavn for alle, siger han.

Supportteamet består af ti lokale industrivirksomheder, som i august 2015 stiftede supportteamet for at gøre en ekstra indsats for at få flere unge til at gå i gang med uddannelsen til industritekniker. Baggrunden er en stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft i industrien, som om bare få år vil resultere i en desperat mangel, hvis ikke flere unge går i gang.

Artiklen er en del af temaet Arbejdskraft.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141