23948sdkhjf

Nyt roboteventyr tager fart i Odense

Nordbo Systems er i gang med at udvikle en prisbillig pick-and-place robotcelle, som især er rettet mod små virksomheder.
En pick-and-place enhed, som er lige til at sætte for enden af en produktion, og som bare fungerer fra første dag. Den skal ikke koste meget mere end en halv million kroner.

Det er visionen fra Leo Zhou og Lukasz Zymla, som startede Nordbo Systems for et år siden. De to vil gøre livet let for små virksomheder, der vil automatisere, og de er godt i gang med opgaven.

- Vi laver det som en færdig enhed, så man ikke skal programmere en masse, siger Leo Zhou.

Robotenheden er baseret på en Schneider P4 Compact robot, som står midt i firmaets kontorer i Odense. Robotten er ophængt i loftet af en lille celle, og er lynhurtig til at flytte emner.

Enheden vil kunne bruges til alle slags små emner, som skal placeres i kasser. Det kan være alt fra chokoladekonfekt til små metaldele. De to ingeniører har allerede været i kontakt med flere chokoladeproducenter.

- Den her type robotter indgår altid i nogle temmelig dyre systemer. Når man har købt robotten skal man ofte tit til at bygge vision og alt det andet udenfor. Vi vil designe en færdig løsning, som kan passe ind i mange sammenhænge med lidt tilpasning, siger Leo Zhou.

- Vi vil også kunne lave løsninger, hvor man udfører funktioner som at skrue skruer i. Vi kan også sætte en anden type robot ind, som samarbejder med pick-and-place robotten. Når vi har rammen omkring robotten, så har vi mange muligheder for at montere andet udstyr.

Det begyndte i en garage
De to robotingeniører startede for et år siden i Leo Zhous garage. De arbejder nu på et kontor i Odense, og om få uger flytter de over i Odenses nye “Robotics StartUp Hub” hos Teknologisk Institut i Forskerparken i Odense. De er nemlig blevet udvalgt som den første virksomhed til en plads i den nye robothal. Her får de adgang til Teknologisk Instituts laboratorium og testfaciliteter.

- Vi glæder os til det, for i Teknologisk Instituts robothal vil vi møde eliten inden for robotdesign.

Målet er, at virksomhederne ikke behøver at gøre meget andet end at lægge nogle få parametre ind.

- Vi skal have at vide, hvilke emner det drejer sig om, og hvad de skal placeres i. Så kan vi få systemet til at fungere sådan, så det fungerer, når det kommer ud i virksomheden. Kunden skal ikke lave udvikling, siger Leo Zhou.

- Vi regner med, at en robotenhed kan erstatte to-tre pakkearbejdere. Det betyder, at enheden kan være tjent hjem efter seks måneder, siger han.

Som robotcellen står der, er den allerede udstyret med visionkamera, så den kan se, hvilke emner der kommer ind på båndet. Cellen kan udstyres med andre enheder, eksempelvis et bånd som kører vinkelret på. Så kan emnerne komme ind i den ene retning, og pakkekasserne kan køre vinkelret på.

- Det hele er integreret i én celle, som er indkapslet. Vi kan flytte cellen rundt med en palleløfter, alt efter hvor der er brug for den, siger Lukasz Zymla.

Prototype klar i år
Det er også de to udvikleres mening at gøre robotcellen selvkalibrerende, så den ikke skal genkalibreres, hvis den flyttes. De to regner med, at en prototype af robotcellen er færdigudviklet i løbet af 2016.

Hver for sig har de en solid robot-erfaring. Leo Zhou har arbejdet hos Schneider Electric i en årrække, og Lukasz Zymla har arbejdet for robotvirksomheden MRN i Middelfart, hvor han har udviklet palleterings-robotter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22