23948sdkhjf

Ingen Spånliga næste år

Spånligaen 2016 blev en succes med over 500 besøgende hos DAMRC i Herning. Næste år overlader Spånligaen dog scenen til Værktøjsmaskin-messen i Odense.
Spånligaen, årets faglige udstilling om spåntagning, oplevede et stort publikum.

Alligevel bliver der ingen Spånliga næste år:

- I 2017 er der Værktøjsmaskine-messe i Odense, og det giver ikke nogen mening at holde Spånligaen næsten samtidig, for det er nogen af de samme firmaer, der vil udstille, siger Klaus B. Ørskov, direktør for DAMRC i Herning.

Stigning i besøgende
Besøgstallet steg fra godt 300 sidste år til 500 i år.

- Nogle gæster kom om morgenen og gik først, da vi lukkede klokken 16. Sagt med jysk beskedenhed, så har det været helt fantastisk. Udstillerne har også været rigtigt glade for arrangementet, siger Klaus B. Ørskov, direktør for DAMRC i Herning.

Med omkring 20 udstillere inden for maskiner, værktøjer og software er Spånligaen ved at udvikle sig til et årligt mødested for den spåntagende branche.

DAMRC er en organisation med 63 medlemmer fra industrien. DAMRC står for Danish Advanced Manufacturing Research Center.

DAMRC og dens medlemsvirksomheder startede i 2015 med at arrangere Spånligaen. Men Klaus B. Ørskov forventer ikke, at der bliver Spånliga næste år.

De 500 deltagere i årets Spånliga kom fra omkring 150 firmaer.

- For os er det fantastisk, vi har haft 150 virksomheder inde på besøg, siger Klaus B. Ørskov.

Minimessen blev holdt i DAMRC’s to store haller, hvor der i forvejen er opstillet mange maskiner fra medlemsvirksomhederne.

Stigende medlemstal
DAMRC oplever et stærkt stigende medlemstal. Der var 10 virksomheder, der var med til at etablere centret i 2010. I starten af 2014 var der 28, og i dag er der altså 63 virksomheder. Det store medlemstal har betydet, at DAMRC har ansat 10 medarbejdere, hvoraf de fleste er teknikere.

DAMRC holder avancerede kurser for virksomheder, og centret tager også ud og besøger medlemsvirksomheder for at effektivisere deres produktion.

- I dag har vi været ude og hjælpe en virksomhed. Da vi tog derfra, kørte deres maskiner dobbelt så hurtigt som før. Det hører dog til sjældenhederne. Men som regel kan vi godt hjælpe med at få maskiner til at køre 10-30 procent hurtigere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235