23948sdkhjf

Molekylær lim skal sammenføje gummi og metal

Gummi-metalprodukter i fødevareindustrien i specielt ventiler udsættes for hårde rengøringsbetingelser, der nedbryder vedhæftningen til det underliggende metal. Derfor sigtes der på at udvikle en molekylær lim, som sammenføjer de to materialer i en næsten ubrydelig kemisk vedhæftning.
Til fremstilling af den molekylære lim udvikles specielle molekyler, som danner kemiske bindinger først med metaloverfladen og derefter med gummiet.

- Projektet bygger på et nyligt nanoteknologisk gennembrud inden for overfladebundne polymerbørster, der giver os en unik mulighed for udvikling af en ny generation af bindemidler. Disse bindemidler er i hvert enkelt tilfælde nøje tilpasset netop de materialetyper, som skal sammenføjes, udtaler Kim Daasbjerg, professor på Institut for Kemi under Aarhus Universitet.

Den kemiske binding til metaloverfladen sker ved en elektrokemisk proces efterfulgt af en polymerisation. Det overfladebundne polymerlag, som er tyndere end 100 nanometer, kombineres med gummiet for at indgå i den normale vulkaniseringsproces.

Under processen dannes kemiske bindinger på kryds og tværs mellem polymerkæderne i blandingen, inklusive det overfladebundne polymerlag, der på den måde kommer til at fungere som limen mellem gummiet og metallet.

- RadiSurf er pionerer inden for molekylære limløsninger. Vi ser derfor meget frem til at være med i et projekt, som giver os mulighed for at teste og optimere vores teknologi og derved levere optimale løsninger til kommende kunder, udtaler direktør Mikkel Kongsfelt.

Ud over at sikre en meget stærk vedhæftning medfører denne teknologi også, at forbruget af materialer reduceres til omkring en tusindedel af det anvendte ved mere traditionelle løsninger.

Med den fastbundne lim minimeres endvidere risikoen betragteligt for, at uønskede stoffer fra limen vil kunne komme i kontakt med fødevarer og drikkevand.

- Hos AVK Gummi fokuserer vi på tiltag, der forlænger levetiden og kvaliteten af ventiler, idet dette gør dem endnu mere anvendelige i drikkevandsforsyningen, udtaler salgs- og udviklingsdirektør Anders G. Christensen.

Innovationsfonden investerer over de næste tre år 8,8 mio. kr. i projektet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094