23948sdkhjf

Topchef: PSO-lettelser vil skabe job

Expo Net ville kunne ansætte en halv ekstra medarbejder om året, hvis plastvirksomheden fik en PSO-lempelse.
Det er ikke småpenge, plastvirksomheden Expo Net hvert år betaler i PSO-afgift.

Hjørring-firmaet afleverer hvert år 800.000 kr. til staten i PSO-afgift. De penge kunne have været brugt til at skabe flere private arbejdspladser og økonomisk vækst i Danmark.

Derfor er virksomhedens administrerende direktør, Lars Klinkby, også temmelig ærgerlig over, at plastindustrien nu ser ud til at gå glip af de PSO-lempelser, som regeringen sammen med de øvrige partier i blå blok vedtog med vinterens vækstpakke, fordi plastvirksomhederne ikke har en elektricitetsintensitetsgrad på mindst 20 procent, som er påkrævet for at blive støtteberettiget.

- Fjerner man PSO-afgiften helt, ville det for vores virksomhed betyde, at vi kunne skabe en halv arbejdsplads hvert år, og set over flere år er det en del ekstra arbejdspladser, vi kunne have skabt. Sammen med den virksomhedsskat, vi også betaler, så er vi allerede der dårlige stillet i den internationale konkurrence end en virksomhed i eksempelvis Frankrig, siger Lars Klinkby.

LÆS også: Plastindustrien beder regeringen genoverveje

Lars Klinkby mener, at hele systemet med NACE-koder rammer skævt og derfor bør laves om.

- Det er fuldstændig tåbeligt, at nogle virksomheder kan få en lempelse, mens andre ikke kan - selv om de producerer nøjagtigt det samme. I det hele taget er PSO-systemet lavet så besværligt. Det er et eksempel på, at Djøf’erne har fået for meget magt, siger han.

Flyt PSO til finansloven
Expo Net-direktøren håber derfor, at PSO-afgiften, der finansierer den grønne omstilling, flyttes over på finansloven i stedet for på virksomheders elregning.

- Det kan kun gå for langsomt med at få PSO-afgiften på finansloven. Jeg er skuffet over, at en borgerlig regering ikke leverer på det her. For hvis ikke de kan, så er der ingen, der kan. Jeg forventer derfor, at de snart kommer i arbejdstøjet og får det løst, siger han.

Ifølge beregninger fra Skatteministeriet vil bruttonationalproduktet vokse med op mod 1 mia. kr., hvis den over 7 mia. kr. dyre PSO-afgift flyttes over på finansloven.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094