23948sdkhjf

Ny Bestyrelsesformand i DDV

Foreningens formand gennem de sidste seks år har givet depechen videre.
På DDV’s generalforsamling den 12. april skulle der skiftes ud i bestyrelsen. Både formand Lars G. Hansen og bestyrelsesmedlem Claus Hincke har siddet i bestyrelsen i seks år, og ifølge foreningens vedtægter skulle der derfor vælges nye. Det oplyser DDV på sin hjemmeside.

Som ny formand valgtes Allan Pedersen, der har siddet i bestyrelsen siden 2015. Indtil udgangen af maj er Allan Pedersen ansvarlig for vedligeholdsindsatsen hos Carlsberg. Så går han på pension og bliver i stedet konsulent for sin hidtidige arbejdsgiver.

- I Carlsberg er vi i øjeblikket i den situation, at vi kan sælge alt, hvad der kan produceres på vores dåselinjer, og det stiller høje krav til tilgængelig og oppetid. Vi har ikke redundans på vores anlæg, så hvis en linje står stille, bliver der ikke produceret igen, før den er repareret. Derfor er vi meget afhængig af, at vores vedligehold kører lidt, som når en Formel 1-racer skal i pit. Det skal gå meget hurtigt, og det kræver planlægning. Alt skal helst være kørt i stilling, så man kan lave reparationen hurtigst muligt. Men det skal også laves på den rigtige måde, så anlægget kører perfekt fra starten, og der ikke skal bruges en masse tid på indkøring, siger Allan Pedersen.

I hans tid som vedligeholdschef er udviklingen generelt gået mod en langt højere grad af automation. Det betyder mere udstyr, som skal vedligeholdes.

- Vi ser nu flere eksempler på danske virksomheder, som trækker produktion hjem til Danmark igen, efter at den har været outsourcet til udlandet, men automationen har gjort det muligt at konkurrere med udenlandsk produktion. For den vedligeholdsansvarlige betyder det, at der er store krav til, at produktionsudstyr står til rådighed med høj oppetid og tilgængelighed. På den måde må man tænke sit vedligehold mere strategisk ind sammen med den øvrige strategi for virksomheden for at bevare konkurrenceevnen i Danmark, siger Allan Pedersen.

Mange virksomheder skal nu også til at vurdere, om de ønsker at lade sig certificere efter den relativt nye 55001-standard for Asset Management.

- Vi skal i DDV kunne rådgive vores medlemmer og etablere aktiviteter med fokus på at afklare, hvilke fordele der er ved den nye Asset Management-standard, da mange virksomheder formodentlig vil overveje at blive certificeret, siger han videre.

Samtidig med valget af den nye formand blev Brian Kjærulff Pedersen fra Palsgaard og Bjarke Schrøder fra Novo Nordisk valgt ind i bestyrelsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.659