23948sdkhjf

Cimbria i nyt beskæftigelsessamarbejde

Den politiske strategi om at få borgere tilbage på arbejdsmarkedet i Thisted Kommune rykker nu ud på virksomhederne.
Thisted Kommune har indgået et samarbejde med Cimbria, der har oprettet en virksomhed i virksomheden, hvor kommunen kan afklare og udvikle borgere, mens Cimbria får produceret delelementer til deres produktionslinje. Det skriver Thisted Kommune i en pressemeddelelse.

- Det er oplagt for os som virksomhed at bidrage til at bevare lokale arbejdspladser. At vi samtidig kan påtage os et socialt ansvar, ved at tage hånd om borgere på kanten af arbejdsmarkedet, er jo bare en bonus, siger Cimbrias fabrikschef Niels Ulrik Bliksted, der tilføjer, at den nye afdeling jo også kan bruges i forhold til medarbejdere fra virksomhedens andre afdelinger.

Tiltaget er et led i Thisted Kommunes strategi for beskæftigelsesindsatsen ”Jobvækst Thy”, som går ud på aktivt at involvere lokale virksomheder.

- Det er jo derude jobbene er, så vores opgave er at sikre, at de sygemeldte og ledige borgere kvalificeres til at matche de behov for arbejdskraft, som vores lokale virksomheder har, siger Niels Jørgen Pedersen, der er formand for Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget i Thisted Kommune.

Med inspiration fra Grundfos
Modellen med at lave en virksomhed i virksomheden er ikke ukendt. Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget har blandt andet været på virksomhedsbesøg på Grundfos i Bjerringbro, der også benytter modellen til at holde produktionen lokalt og samtidig sørge for at hjælpe borgere tilbage på arbejdsmarkedet.

- Grundfos har brugt modellen i årevis og har ad den vej sikret kontakten til arbejdsmarkedet for både ledige borgere udefra og egne sygemeldte medarbejdere, der via tilbuddet har fået mulighed for at vende tilbage til jobbet. Så vi har set, det kan lykkes andre steder, udtaler Niels Jørgen Pedersen.

Medarbejderne i den nye afdeling består af både ordinært ansatte og fleksjobbere, og ansættelsesforholdene følger Cimbrias normale overenskomster. Stort set alle medarbejdere kommer i øvrigt fra den nedlagte produktion på CAB (Center for Afklaring og Beskæftigelse) og har derfor erfaring med udførelse af de opgaver, der vil blive varetaget i den nye afdeling. I afdelingen etableres et såkaldt virksomhedscenter med plads til 15 borgere, der her kan komme i praktik med henblik på afklaring og udvikling af deres arbejdsevne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.61