23948sdkhjf

Medvind i industrien sender færre på efteruddannelse

Der var 17 procent færre AMU-kursister i 2015 end året før i metalindustrien.
Der bliver længere og længere imellem, at smede, maskinarbejdere og industriteknikere tager en tur forbi skolebænken og bliver opkvalificeret.

I løbet af 2015 var der 17 procent færre AMU-kursister indenfor metalindustriens uddannelser, mens der var 8 procent færre kursister på svejsning og fyringsteknik-kurser i forhold til året før.

Det viser tal fra Undervisningsministeriet. I 2015 var der 14.912 kursister på et AMU-kursus inden for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, mens 18.175 var på svejsning og fyringsteknik-kurser.

- Faldet i antallet af AMU-kursister skyldes formentlig, at der er godt gang i industrien. Ledigheden er lav, og mange virksomheder har en fyldt ordrebog. Så kan det være svært at undvære medarbejdere, også selvom det kun er i kortere perioder. Det betyder, at færre medarbejdere kommer afsted på AMU-kurser, siger Torben Andresen Lindhardt, faglig sekretær i Dansk Metal.

AMU halveret på fem år
Torben Andresen forklarer, at nedgangen i svejsekurser skyldes, at svejsecertifikater kun skal fornys hvert tredje år, og ikke som tidligere hvert andet år.

På tværs af alle typer AMU-kurser er der 13 procent færre kursister, hvilket svarer til 76.000 færre kursister på et år. På bare fem år er antallet af AMU-kursister halveret til under 500.000 kursister.

Det kan også skyldes den såkaldte genopretningspakke fra 2010, som betød, at arbejdsgivernes kompensation for at sende ansatte på efteruddannelse blev nedsat.

- Selvom man har travlt, og det kan være svært at undvære medarbejdere, så skal arbejdsgiverne huske at sende folk afsted, så medarbejderne løbende bliver opkvalificeret. Ellers risikerer virksomhederne at miste konkurrenceevne, siger Torben Andresen Lindhardt.

De eneste to områder, hvor der kan spores en lille fremgang er inden for Industriens Fællesudvalg, der organiserer industrielle uddannelser under 3F og DI, og Transporterhvervets Uddannelsesråd.

Indenfor Industriens Fællesudvalg er det især kurser inden for lean, plast og medicinalområdet, der er i fremgang.

Efteruddannelse og AMU-systemet er et af de temaer, som der netop nu forhandles om i trepartsforhandlingerne mellem fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078