Nye elmuffer skal lette rørarbejdet
Sjællandske Gavatec har store forventninger til en ny serie elmuffer, der for første gang er afprøvet på en forsyningsledning.
Elmufferne er leveret af Roskilde-virksomheden Gavatec og udviklet af tyrkiske Tega. Peter Nygaard fra Gavatec er ganske spændt på det nordjyske projekt, da det er første gang, mufferne bruges på dansk jord.
- De største forsyningsvirksomheder i Sverige, den såkaldte Club 4, har konstateret, at lækager på PE ledninger næsten altid skyldes en mekanisk samling eller fejlmonteret elektromuffe. Derfor udskrev de en konkurrence blandt elektromuffe-producenterne om at udvikle en muffe, der kunne minimere montagefejl. Her i landet er det første projekt, og da jeg var oppe og præsentere den for forsyningen i Frederikshavn, var de ikke i tvivl om, at det var den muffe, de skulle bruge, siger Peter Nygaard.
- Elmuffen er dobbelt så lang som en vanlig muffe og har dobbelt så mange svejsezoner. Efterfølgende kan man trykprøve på de enkelte samlinger, og det kan man gøre, lige så snart svejsningen er afkølet. Det unikke er, at den kan samle afvinklede rør, og man kan trykprøve dem med det samme, uddyber han.
Normalt er entreprenøren nødt til at lægge hele ledningen, inden den kan trykprøves, og det er i sagens natur en dyr fornøjelse, hvis det efterfølgende viser sig, at den har en læk.
- Projektet i Nordjylland er udført som underboringer og så samlet med elektromuffer for hver cirka 300 meter. Ved underboring er det stort set umuligt at få rørender til at ramme lige over for hinanden, men mufferne klarer en afvinkling på op til 9 grader. Samtidig kan ledningen trykprøves i mindre bidder, siger Peter Nygaard.
Han er ikke i tvivl om, at der er et marked for den nye elmuffe i Danmark.
- Det er en muffe, der er dyrere end almindelige muffer. Brugerne er forsyningsselskaber indenfor vand og spildevand, og de er typisk anvendelige til rør i større dimensioner, som er svære at håndtere. Jeg vil ikke sige, at almindelige muffer ikke kan bruges, men Tegas løsninger giver nogle klare sikkerhedsmæssige fordele, slutter Peter Nygaard.