23948sdkhjf

Virksomheder udvekslede arbejdsmiljø-erfaringer

Virksomhederne Bevola, Ditlev-Burke Industrial Tools og Asa-Lift mødtes for nyligt til en tværfaglig temadag med udveksling af erfaringer.
Bag temadagen stod Avidenz, der har et indgående kendskab til virksomhederne via samarbejdsaftaler omkring forskellige dele af virksomhedernes arbejdsmiljø. Dagen startede med en præsentation af de tre virksomheder samt deltagerne på mødet.

Efter præsentationen var dagens temaer støj, ulykker, sundhed og ergonomi. Adrian Siegenthaler fra Avidenz fortalte kort om lovgivningen på støjområdet samt mulige tiltag. Alle tre virksomheder har flere støjende maskiner, og støjproblematikken var derfor et område, hvor der kunne være stor inspiration at hente fra de andre virksomheder.

Hos Bevola har de arbejdet intensivt på at reducere støjen i flere år. De støjende save er blevet flyttet over i et specielt isoleret rum, der samtidig ligger separat, så øvrige medarbejdere, besøgende og andre personer ikke skal igennem rummet for at komme rundt i virksomheden.

Samtidig er der sat støjvægge op flere steder i produktionen, hvilket også har reduceret støjen væsentligt. Alle medarbejdere i produktionen er desuden tilbudt formstøbte høreværn, og hvert andet år bliver alle medarbejdere tilbudt en høretest.

Asa-Lift fortalte også, at de har foretaget forskellige støjdæmpende tiltag både på kontor og i montagehal samt produktionen. I kontoret har de hængt specielle isolerede plader ned fra loftet for at dæmpe lyden fra telefonsamtaler, og det har haft en god effekt.

I montagehallen har Asa-Lift hængt støjdæmpende plader ned fra loftet ligesom i kontoret, og det har dæmpet støjen en del, men ikke helt som ønsket ifølge John Møller, som er arbejdsmiljørepræsentant hos Asa-Lift.

- Vi er ikke helt tilfredse med støjniveauet i hverken montagehallen eller produktionshallen, hvor vi ellers har sat støjskærme op, og derfor var det rigtig spændende at høre, hvad de gør på Bevola og Ditlev-Burke, udtaler John Møller.

Ditlev-Burke har ligeledes gjort flere tiltag for at reducere støjen. De har blandt andet placeret en 90 tons tung presser i et lydisoleret bur, som har taget alt støjen fra den. Nogle hylende svejsemaskiner er også blevet placeret i et bur, som har reduceret støjen til det minimale.

- Selvom vi selv har gjort meget for at reducere støjen, var det spændende at høre og se, hvad de andre virksomheder har gjort. Vi blev både bekræftet i, at vi er godt med i forhold til vores arbejdsmiljøarbejde i det hele taget, men vi fik også nogle konkrete idéer med, som vi vil arbejde videre med i fremtiden, udtaler Dennis Bjørstorp, som er projektleder ved Ditlev-Burke.

- Vi vidste eksempelvis ikke, at man kunne få de gule ørepropper i forskellige størrelser. Så dem har vi faktisk allerede bestilt hjem. Høretests og formstøbte høreværn er bestemt også interessante forslag, som vi vil tage op på næste møde i arbejdsmiljøudvalget, fortsætter han.

Mere end 2.755 dage uden ulykker
Ditlev-Burke har gennem flere år haft stort fokus på at undgå ulykker, og de fortalte om deres arbejde med at forebygge ulykker, og hvad det har betydet. Først og fremmest er der sket en holdningsændring i arbejdsmiljøgruppen. Alle tager nu aktivt del i arbejdet og forventer ikke, at der nok er nogle andre, der tager sig af tingene.

Derudover har Ditlev-Burke købt hæve-sænkeborde til alle medarbejdere med stillesiddende arbejde, og de har købt kraner til at udføre tunge løft. Endvidere har Avidenz været ude at foretage en gennemgang af arbejdsgangene i virksomheden, så her er der også foretaget ændringer, der blandt andet betyder bedre og mindre belastende arbejdsstillinger.

Ditlev-Burke har på baggrund af deres tiltag registreret mere end 2.755 dage uden ulykker. De overvejer at nulstille, når de runder 3.000 dage. Årsagen er, som der også blev talt om på temadagen, at dilemmaet kan være, at medarbejderne ikke ønsker at ødelægge statistikken. På den måde kan de flotte tal pludselig få den negative effekt, at ulykker og lige-ved ulykker ikke indberettes.

- Selvom vi gennem lang tid også har haft stor fokus på ulykker og vigtigheden i at indberette lige-ved ulykker, så kom der alligevel nogle ting frem på mødet, som satte nogle tanker i gang hos mig, udtaler Annette Holm Wortmann, arbejdsmiljørepræsentant hos Bevola.

- Adrian fra Avidenz fortalte, at medarbejdere, der oplever et lige-ved uheld, kan være tilbøjelige til at kigge sig over skulderen for at se, om der var nogen, der så det. Var der ikke det, så glemmer man det bare – lige indtil næste medarbejder oplever det samme, men her går det galt, og ulykken sker. Det var især den udtalelse, der satte tingene i perspektiv for mig og som tydeliggjorde, hvor vigtigt det er, at vi fremover fortsat gør alt for at motivere medarbejderne til at indberette situationer med lige-ved ulykker, siger hun.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11