23948sdkhjf

Lego-succes bygger på kvalitetstjek

Præcision er altafgørende, når man laver verdens førende legetøj, og for Lego er kvalitet omdrejningspunktet for al produktion. Derfor tjekker 100 medarbejdere kvaliteten dag og nat hos Lego i Billund.
Koncentrationen lyser ud af Karin Nissen Andersen, mens hun lægger 24 lysegrå klodser ud på en plade. Hun står ved siden af en af Legos i alt 768 sprøjtestøbemaskiner på fabrikken i Billund.

Under et kraftigt lys kigger hun nøje på hver enkelt klods. Derefter sætter hun hurtigt klodserne sammen i en række. Klodserne sidder godt sammen, så denne produktion er godkendt.

Dansk Verdensklasse: Sådan skaber industrien de danske designklassikere

Karin Nissen Andersen er kvalitetsmedarbejder hos Lego i Billund. Hun er én af de omkring 100 kvalitetsmedarbejdere ud af i alt 800 medarbejdere på fabrikken, som arbejder hver dag på at sikre, at kvaliteten af Lego-klodserne altid er høj.

Mange kvalitetsarbejdere arbejder ude ved maskinerne med at inspicere produktet på stedet. Endnu flere arbejder i laboratoriet, hvor Lego-klodserne bliver underkastet en endnu skrappere kontrol.

Produktionsdirektør Chresten Bruun er chef for Billund-fabrikken. Han uddyber Legos holdning til kvalitet.

- Koste hvad det vil, så skal vi levere kvalitet. For os kommer kvaliteten også før at kunne levere en ordre til tiden. Den ultimative kvalitet er den her koblingskraft mellem klodserne. En femårig skal kunne sætte klodserne sammen, så de får en funktion som om, de var limet sammen. Den femårige skal også være i stand til at skille dem ad lige så legende let igen, siger han.

Som Legos stifter, Ole Kirk Christiansen, sagde: Det bedste er ikke for godt.

- Vores gode omdømme kommer af, at vi altid har haft den holdning til kvalitet. Det er det, brandet er bygget op af, og det er væsentligt ikke at gå på kompromis, siger Kathrine Bisgaard Vase, kommunikationschef hos Lego.

Læs gratis hele historien om Legos kvalitetsarbejde og logistik i specialmagasinet 'Dansk Verdensklasse'

Kvalitet fra stålet
Kvaliteten af klodserne udspringer fra sprøjtestøbemaskiner og forme, som altid skal holdes i optimal form.

- Kvaliteten i klodsen grundlægges i stålet. Maskinerne bliver adskilt og renset for hver 200.000-300.000 støbninger. Da skifter vi også sliddele. Er der en maskine, der ikke leverer den rigtige kvalitet, så sætter man omgående gang i korrigerende handlinger. Det sker på tavlemødet hver morgen i hvert af fabrikkens 12 moduler, fortæller Chresten Bruun.

I en af produktionshallerne kan man se, at maskinerne kører godt. En skærm i loftet viser, at hovedparten af maskiner står på "grøn", altså OK, mens to står på "gul". Det vil sige, at de skal efterses. 64 sprøjtestøbemaskiner står og støber klodser i ekspresfart. Hvert tiende sekund hopper en håndfuld klodser ud af den varme form. Inden for de ti sekunder er plasten kølet ned fra omkring 300 grader til 70 grader.

Fanger fejlene
I et stort lokale på første sal på fabrikken ligger kvalitetsafdelingen. Den råder over mikroskoper og 3D-skannere til flere millioner. Her er Merete Djernæs Rath chef. Hun står i spidsen for en meget omfattende kvalitetsprøvning. Der er kvalitetsfolk på arbejde både nat og dag, for sprøjtestøbemaskinerne kører altid.

- Vi tager prøver ved hver eneste maskinstart, fordi vi ved, at risikoen for fejl er størst ved starten. Ud af 600-800 maskinstarter finder vi måske 10-30 fejl om ugen, fortæller hun.

Klodserne bliver bragt med rørpost op i laboratoriet, hvor de bliver målt ud med mikrometerskrue og testet i koblingstest.

- Nogle af fejlene var der ikke nogen forbrugere, som nogensinde ville lægge mærke til, men vi har en standard, der ligger højt. Vi vil være helt sikre på, at forbrugerne ikke får en dårlig oplevelse, siger Merete Djernæs Rath.

Kvalitet - i Kina
I produktionshal 7 er Karin Nissen Andersen stadig i gang med at kontrollere klodser, maskine for maskine. Hun er endnu ikke stødt på fejl. Men sådan er det med kvalitetsarbejde. Der er meget arbejde for at finde nogle få fejl.

I dag har hun besøg af en kinesisk medarbejder, Queen Kong, fra Legos fabrik i Jiaxing i Kina, som er under etablering. Queen Kong skal lære kvalitetsarbejdet at kende og være en troubleshooter, når han kommer hjem til fabrikken i Kina.

Kvalitetsarbejdet er for længst udbredt til fabrikkerne i Ungarn, Tjekkiet og Mexico. Så børn i alle aldre kan være sikre på at få den samme kvalitet af Lego-klodser i hele verden.

Artiklen er en del af temaet Dansk Verdensklasse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125