23948sdkhjf

Tyndpladespecialist har store drømme

Trio Stål producerer dele i små serier med laserskærer. Nu overvejer de at anskaffe en hurtig fiberlaserskærer.
Trio Stål har travlt for tiden, og firmaet har måttet sætte to skift på laserskæreren. Derfor tænker ledelsen på at købe en fiberlaserskærer.

- Der er mange fordele. Vi kan producere hurtigere og med mindre energiforbrug, og den er også billigere i vedligehold, siger Thomas Andersen, en af de tre ejere af virksomheden.

Det er kun prisen på 4-5 mio. kr., der får Thomas Andersen og hans to kompagnoner til at tygge lidt på sagen.

Trio Stål er en tyndpladevirksomhed. Laserskæreren står kun få meter fra porten. Her kommer stort set al metal igennem. Laseren står troligt og skærer små runde, firkantede, trekantede og blomsterformede emner. Derefter bliver emnerne afgratet, bukket og i nogle tilfælde svejset.

Nogle emner laves i to styk, andre i 20 styk. Trio Stål har specialiseret sig i de små styktal. Derfor virker Trio Stål også mere som et værksted end som en fabrik.

- Det er meget sjovere. Man står og falder i søvn, hvis man skal lave tusind af en slags, griner Torben Skov, der er bukkeoperatør.

Han er ved at bukke nogle vinger på en svær plade, der skal bruges i en maskine. Der skal kun laves tre styk af den.

- Vi klarer os ved at være fleksible og hurtige til omstilling og til levering, siger Thomas Andersen.

Virksomheden går også efter udviklingsopgaver.

- Hvis kunderne har et problem, så kan vi godt lide at komme med nogle gode løsningsforslag. Vi laver mange prototyper. Vi kan godt lide at hjælpe kunderne på vej, siger Thomas Andersen.

Trio Stål har fremgang for tiden. Virksomheden producerer emner til en lang række brancher som maskinproducenter, robotvirksomheder og byggebranche. Det er det, der har fået Thomas Andersen og de to medejere Anders Høgh Bukh og Thomas Petersen til at overveje en ny fiberlaserskærer.

- Vi regner med at få større mængder, og det kniber i forvejen med at følge med. Vi har måttet sætte to skift på laserskæreren.

Når og hvis firmaet køber den ny fiberlaser, så vil den beholde den gamle. Den har nemlig nogle gode egenskaber.

- Fordi metallet bliver rullet ind under laseren og ikke ligger på en "fakirmåtte", så har vi ikke noget opsprøjt. Det er en stor fordel, og der er flere af vores kunder, som efterspørger den slags overflade, siger Thomas Andersen.

Så de to lasere vil komme til at stå side om side ved indgangsporten.

De tre nuværende ejere af Trio Stål købte firmaet i 2007.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109