23948sdkhjf

Odense-virksomhed sender megamaskiner til Chile

AM Værktøj bevæger sig ind i maskinbygning med opbygning af hele produktionslinjer.
AM Værktøj har scoret en million­ordre på en produktionslinje med en 500 tons kantpresse, som skal leveres til en dansk virksomhed i Chile.

Med ordren bevæger AM Værktøj i Odense sig endnu et skridt mod maskinbygning.

- Vi skal levere kantpresseren og hele produktionslinjen med automatisering og styring. Vi leverer mere og mere komplette løsninger, så vi er faktisk en maskinbygger-virksomhed i dag. Før lavede vi kun værktøjer, siger administrerende direktør Torben Viby.

AM Værktøj er en erfaren værktøjsvirksomhed, som især producerer stanse- og bukkeværktøjer til en række industrier, især automobil-industrien. Virksomheden leverer blandt andet værktøjer til en række af prestigefyldte tyske bilproducenter.

Virksomheden producerer også meget specielle værktøjer. Den har for eksempel lige afleveret et 16 meter langt kantbukkeværktøj til Tyskland. Det skal bruges i en 4.000 tons presse, som skal fremstille tagene til togvogne til Deutsche Bahn.

Der skal arbejdes for at få de fleste ordrer, men ordren til Chile kom bare ind ad døren.

- Kunden henvendte sig selv. De havde hørt om, hvad vi kunne. Det hjalp, at vi nu har fået en størrelse, så vi godt kan tage langt ud i verden. Vi har også vores egen 500 tons presse, hvor vi kan afprøve værktøjerne, før de bliver sendt ud, siger Torben Viby.

AM Værktøj har for nylig leveret en anden produktionslinje til en finsk producent af tagrender. Linjen producerer tagrendekroge fuldautomatisk. Der kommer coils ind i den ene ende og færdige kroge ud i den anden ende.

AM Værktøj har udvidet over de sidste to år, så der i dag er omkring 60 medarbejdere. De fleste i de tre fabrikshaller er værktøjsmagere. På kontoret er man nu oppe på 11 konstruktører.

Ud over værktøjer til stansning og bukning har AM Værktøj de sidste par år udvidet produktpaletten til også at omfatte sandforme til støberier.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.244