23948sdkhjf

Analyse: Danmark går glip af milliardeksport

Manglen på faglærte jern- og metalarbejdere stækker Danmarks eksportpotentiale markant. Det viser en ny analyse, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet for Dansk Metal.
Allerede i 2025 kommer danske industrivirksomheder ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at mangle 30.000 faglærte på jern- og metalområdet. Det sætter et markant aftryk på Danmarks eksport, at danske virksomheder ikke kan skaffe den fornødne arbejdskraft. Ifølge en ny analyse fra AE kan eksporten løftes med 33,5 mia. kr., hvis vi retter op på manglen på faglærte i jern- og metalindustrien.

- Ingen arme - ingen kage. Det er desværre den situation, vi står i herhjemme. For vi har virkelig gode muligheder for at øge eksporten og dermed den danske velfærd ved at styrke industrien med flere faglærte. Problemet er bare, at vi ikke kan nå at lukke hullet, der er opstået, fordi vi i alt for mange år har tøvet med at styrke erhvervsuddannelserne. Men vi kan undgå de værste konsekvenser ved at opgradere vores kvalifikationer i industrien, så vi har de rigtige faglærte til at løfte eksportpotentialet, siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby.

En af de faggrupper, der er allermest mangel på allerede, er industriteknikere. I 2015 var der 598 medlemmer af Dansk Metal med en industriteknikerbaggrund, der trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Samme år blev der på landsplan kun uddannet 225 nye - det giver et underskud på 373 alene i 2015. Siden 2011 har det gennemsnitlige årlige underskud ligget på 524 industriteknikere. For smede er det gennemsnitlige underskud på 66, og for værktøjsmagere drejer det sig om 25 personer - hvert eneste år.

- Politikerne er heldigvis også begyndt at sætte fokus på, at flere unge skal ind på erhvervsuddannelserne. Men der er altså brug for mere end ord. Nu skal virksomhederne tage langt flere lærlinge, regeringen skal droppe besparelserne på erhvervsskolerne, og i fagbevægelsen skal vi være meget bedre til at få vores medlemmer ind på de rigtige efteruddannelser for at sikre, at Danmark også er et produktionsland fremadrettet, siger Thomas Søby.

Analysen fra AE bygger videre på en tidligere analyse, der viste, at BNP potentielt kan øges med 26 mia. kr. om året, hvis manglen på 30.000 faglærte undgås.

Læs hele analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd .
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11