23948sdkhjf

Fyn får supportteam for industritekniker-uddannelsen

Ikke færre end 16 fynske virksomheder deltog i opstartsmødet, hvor der ved håndsoprækning klart og tydeligt blev tilkendegivet, at der var fuld opbakning og interesse for etablering af teamet.
Efter blot halvanden time var alle medlemmer til bestyrelsen på plads, og Lars Lynge fra Hermle Nordic blev valgt til formand. Det ventes, at bestyrelsen konstituerer sig den 4. november, hvor teamet ligeledes skal definere, hvordan arbejdet med at få flere virksomheder til at tage elever og ikke mindst tiltrække flere unge til industriteknikeruddannelsen, skal gribes an.

Ifølge den nyudnævnte formand Lars Lynge er det en meget stærk bestyrelse, der nu er etableret på Fyn.

- Det er virkelig nogle kompetente personer fra en række fremtrædende virksomheder, der er trådt til – og de vil virkelig det her, understreger han, og fortsætter:

- Som formand i Dansk Værktøjsmaskinhandler Forening har jeg det sidste halvandet års tid set, hvordan flere DVF-medlemmer har engageret sig i andre supportteams, hvor de med stor succes udbreder kendskabet til industriteknikeruddannelsen, der er en af mange oversete erhvervsuddannelser.

- Dét vil jeg gerne bidrage til på Fyn, og jeg ser meget frem til samarbejdet med de øvrige supportteammedlemmer og at være med til at løse den fælles opgave, det er at skaffe flere unge ind på industriteknikeruddannelsen samt elevpladser i industrivirksomhederne, så vores fælles fremtid er sikret. Hvis der er virksomheder, der er interesserede i at høre mere om vores arbejde, så skal de være velkommen til at kontakte mig, slutter Lars Lynge.

En af supportteamets første konkrete opgaver med at fange de unge bliver deltagelsen på VTM 2017 i Odense Congress Center. I forbindelse med messen er der åbnet op for, at 8., 9., og 10. klasser, gymnasier samt tekniske skoler kan få en slags inspirationstur i uddannelsen, hvor de blandt andet skal løse forskellige opgaver. Allerede nu har 60 klasser givet tilsagn om deltagelse, så der forventes stor travlhed på den stand, som det nye supportteam stiller op med.

Danmarks syvende supportteam for industriteknikeruddannelsen på SDE, Odense har fået følgende bestyrelse; Lars Lynge fra Hermle (formand) med repræsentanter fra Kverneland, Hjernø, Svend Frederiksen Maskinfabrik, Ny Stenderup Maskinfabrik og Glud & Marstrand. Steen Nielsen, afdelingsleder SDE Odense, blev sekretær. Uddannelseschef Michael Bødker, Svendborg Erhvervsskole, er ligeledes med i samarbejdet i Supportteamet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078