23948sdkhjf

Alfa Laval satser på fødevareindustrien

Antallet mennesker i verden stiger og stiger, og en styrket global middelklasse øger behovet for sikker og optimeret fødevareproduktion. Alfa Laval er i gang med at styrke sin position i fødevareindustrien.
Alfa Laval udvikler og producerer teknologi til varmeoverførsel, separering og væskehåndtering og står derfor i dag stærkt som leverandør af udstyr og løsninger til fødevareindustrien.

Positionen i fødevareindustrien står til at blive kraftigt styrket de kommende år. Det siger Jesper Holm, som er business unit manager i Sanitary Equipment hos Alfa Laval Nordic.

- I det globale perspektiv ser vi en fortsat høj befolkningstilvækst og en stærkt voksende middelklasse, som vil efterspørge fødevarer af højere kvalitet og i større mængder og med langt større fokus på fødevaresikkerhed. Fødevareindustrien er helt sikkert et fokusområde for Alfa Laval, det er et område, hvor der er vækst, siger Jesper Holm

At der satses stærkt på fødevareindustrien understreges af, at fødevarer på globalt plan bliver en af kun tre fremtidige divisioner i Alfa Laval under navnet Food & Water. Marine og Energi udgør de andre to divisioner.

Øger investeringerne

Den nye organisationsstruktur betyder blandt andet, at Alfa Laval også vil øge investeringerne i udvikling af udstyr til fødevareindustrien, som er under kraftig forandring rundt omkring i verden. I flere lande handler det helt basalt om at gå fra produktion under åben himmel i primitive kar til produktion under mere kontrollerede forhold.

- Producenterne har behov for at producere under øget kontrol og i lukkede systemer. Konsolidering i eksempelvis mejerisektoren, hvor produktionen samles i større enheder. Her spiller faktorer som automation og lavt energiniveau ind, siger Jesper Holm, som påpeger, at oppetid og produktivitet naturligvis også er nøgleord for Alfa Laval, uanset hvor i verden kunderne befinder sig.

- Vi har et stærkt brand, og vi leverer produkter af høj kvalitet. Det seneste eksempel er LKH Prime pumpen, som leverer en effektivitet ikke set tidligere på markedet. Kombineret med en global tilstedeværelse og et stærkt fokus på innovation og bæredygtighed igennem alle dele af vores organisation er vores fokus på at optimere kundernes processer. Deres mål om effektivitet, miljøvenlighed og fødevaresikkerhed vil altid være på toppen af vores agenda, siger Jesper Holm.

I Danmark har Alfa Laval en omsætning på cirka 4,8 milliarder danske kroner, og der er over 1.800 danske ansatte. Virksomheden beskæftiger sig med innovation, forretningsudvikling, produktion og salg.

Alfa Laval Nordic er Alfa Lavals salgs- og serviceselskab i Danmark.

Artiklen er en del af temaet FoodTech 2016.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297