23948sdkhjf

Fremgang: 8.675 fagfolk besøgte FoodTech

MCH Messecenter Herning har sat punktum for en veloverstået fagmesse. 8.675 gæster tjekkede ind på FoodTech.
Efter tre travle dage med besøgsfremgang, 297 udstillere, royalt besøg af Prins Joachim, prisuddelinger og et stort aktivitetsprogram satte FoodTech torsdag punktum for en veloverstået fagmesse i MCH Messecenter Herning.

Den 11. udgave af messen, der er Nordeuropas største fagmesse for fødevareteknologi, nåede ifølge arrangørerne op på 8.675 besøgende, hvilket er en fremgang på knap fem procent i forhold til den seneste udgave for to år siden.

Hos udstillerne var der generelt stor tilfredshed at spore med udbyttet.

- Det har været en vild succes. Der har simpelthen været så mange mennesker, der gerne vil have vores nye teknologi, så for os har FoodTech været den bedste messe i Skandinavien, siger Jimmy K. Larsen, direktør i lugteksperten Jimco.

Salgschef Kenneth Robert Pilheden fra JVL Industri Elektronik er også særdeles tilfreds:

- FoodTech er en meget fokuseret messe i forhold til mange andre store og brede industrimesser. Det er de rigtige kunder, der kommer her, og det er også det rigtige sted for os at få inspiration fra de andre udstillere, siger han.

- Allerede den første dag kom den kunde, som gør, at messen betaler sig, så det kunne jo ikke være bedre, tilføjer han.

Næste FoodTech foregår 13.-15. november 2018 i MCH Messecenter Herning.





Artiklen er en del af temaet FoodTech 2016.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078