23948sdkhjf

Vis robotten hvordan du svejser, så gør den det selv

En ny dansk svejserobot kan lære at følge en bane, som svejseren viser. Robotten er nemlig udstyret med en fjederophængt sensor, der følger metallet
Et nyt robotfirma er på vej i Odense. Smooth Robotics tilbyder en læringsvillig robot, der lærer af at følge svejserens bane hen over metallet.

Robotten er udviklet af Jens Cortsen, maskinarbejder, ingeniør og forsker ved Mærsk McKinney Instituttet på Syddansk Universitet.

Foreløbig har Jens Cortsen udviklet en velfungerende prototype, og han regner med at kunne præsentere den færdige robot til sommer.

Svejseren fører robotten ad den rute, hvor den skal svejse. Ruten bliver optaget, og derefter kan robotten afspille svejseruten så mange gange, man vil.

Der er altså hverken brug for CAD-filer eller avanceret programmering. Svejseren viser robotten vejen ved hjælp af to joysticks, som er placeret på robotten.

- Det ene joystick bruges til at navigere i x-, y- og z-retningen. Det andet joystick til at rotere, fortæller Jens Cortsen.

Vi møder ham på hans kontor på universitetet. Hans skrivebord er fyldt med teknikstumper og forsøgsopstillinger.

Sensor på spidsen
Når robotten er i læringstilstand sidder der en sensor ude i spidsen, som er fjederophængt. Det vil sige, at spidsen følger overfladen på metallet helt nøjagtigt. Det er den fysiske berøring med materialet, som er afgørende. Computeren registrerer sensorens nøjagtige position.

- Når vi gør det på den her måde, så kan vi overføre svejserens professionelle erfaring med svejsninger direkte ned i robotten. Der er ikke nogen programmering. Robotten registrerer selv ruten, fortæller Jens Cortsen.

Jens Cortsen og Syddansk Universitet har indsendt patentansøgning sidste år på systemet, og udsigterne til at få et patent er ifølge Cortsen gode.

Svejserobotten egner sig især til virksomheder med små serier og hyppige omstillinger.

- Det er en en god løsning for de små og mellemstore virksomheder, som har hyppige omstillinger, siger Jens Cortsen, der forestiller sig, at flere svejsere godt kan deles om svejserobotten.

- Robotten kan køre rundt på et bord med hjul på. Så kan den enkelte svejser sætte sit svejseværk på, og få hjælp af robotten.

Kan være klar til sommer
Robotten bliver nu testet hos en mindre virksomhed på Fyn. Jens Cortsen regner med, at svejserobotten allerede kan præsenteres som et færdigt produkt til sommer.

- Vi er så langt fremme. Sensoren er færdigudviklet. Det, der mangler, er almindelig maskinudvikling, siger han.

Det ny firma Smooth Robotics bliver oprettet og registreret netop i disse dage. Jens Cortsen får selv 51 procent af aktiekapitalen, og universitetets selskab Science Ventures Denmark ejer resten.

- Vi skal også ud og finde nogle andre investorer, siger Jens Cortsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094