23948sdkhjf

Investorer er klar med penge til robotfirmaer

40 private investorer mødte op til "Robots meet Capital", hvor robotfirmaer mødte "business angels".

Det var egentlig ment som et lille arrangement med 10-15 investorer, da Invest in Odense i går inviterede investorer og robotfirmaer til et møde hos Teknologisk Instituts afdeling for Robotteknologi.

Men der dukkede omkring 40 investorer op, som var interesserede i at placere deres penge i den voksende robotindustri. Arrangørerne måtte lukke for yderligere deltagere til mødet, der havde titlen "Robots meet Capital".

Investorerne blev vidne til omkring 15 "pitches", hvor små, nystartede robotvirksomheder på fire minutter fortalte om deres teknologi og idégrundlag. Der var hovedsageligt tale om fynske virksomheder, men der var også enkelte jyske og københavnske virksomheder.

Mange af de fremmødte investorer var mænd med en lang erhvervskarriere bag sig, som gerne ville placere deres penge. Man kalder ofte private investorer, der hjælper i firmaers startfase, for Business Angels.

Blandt robotfirmaerne var blandt andre Jens Cortsen fra Smoot Robotics, som fortalte om firmaets svejserobot (for nyligt omtalt i Jern & Maskinindustrien), og Robopointer, som har udviklet et styreredskab, der kan styre robotter på afstand.

Hver enkelt firma fremlagde et konkret ønske om kapital, og så var der lagt op til forhandlinger mellem firmaerne og investorerne.

De større fynske robotfirmaer har alle på et tidspunkt haft brug for kapital udefra, når de skulle videreudvikle deres produkter og etablere et salgsapparat. Det gælder både Universal Robots, Blue Ocean Robotics og MiR.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065