23948sdkhjf

Automations-giganter enige om fælles sprog

Fremover vil OPC UA over Time Sensitive Networking (TNS) være den fælles standard for industrielle Internet of Things-kommunikation.

Industrielle automationsløsninger har i mange år ikke kunnet tale ordentligt sammen på grund af inkompatible standarder for kommunikation mellem enheder, eksempelvis fra en sensor til dataskyen.

Det har låst slutbrugeren til bestemte udbydere, og mange automationsleverandører har samtidig brugt ressourcer på at udvikle forskellige udgaver af det grundlæggende samme system for at kunne integrere på tværs af kommunikationsstandarder.

Men nu ønsker 11 store globale automationsleverandører at skabe en fælles standard. ABB, Bosch Rexroth, B&R, Cisco, General Electric, Kuka, NI, Parker Hannifin, Schneider Electric, Sew-Eurodrive og TTTech er gået sammen om at understøtte OPC UA som den foretrukne kommunikationsstandard til industrielle IoT-enheder.

Det nye samarbejde blev offentliggjort på SPS Drives-messen i Nürnberg for nyligt. 

Platformsuafhængig standard

OPC (OLE for Proces Control) er udviklet for over 20 år siden af automationsleverandører og Microsoft, og har været blandt de mest udbredte kommunikationsplatforme til industriel automation.

OPC Unified Architecture(UA) tager ikke som det oprindelige OPC afsæt i hverken OLE eller DCOM teknologi fra Microsoft, hvilket gør OPC UA til den første platformsuafhængige protokol i OPC-gruppen.

OPC UA kan dermed implementeres uafhængigt at platform og kan bruges på Apple, Linux (Java) eller Windows. I dag har man derfor også ændret betydningen af OPC til Open Platform Communications.

Den anden meget signifikante forskel er, at OPC UA giver mulighed for at anvende strukturer og modeller. Dette betyder eksempelvis, at målepunkter kan grupperes i en sammenhæng, der afspejler den virkelighed de optræder i, og dermed bliver anvendelsen af data og deres vedligeholdelse meget nemmere.

Modellerne kan man forespørge på under drift, hvilket giver brugeren af data helt nye og meget intuitive muligheder. Virksomhederne er blevet enige om at understøtte OPC UA TSN i alle de fremtidige generationer af produkter og løsninger.

Byggesten til industri 4.0

OPC UA TSN er en kombination af den forbedrede OPC UA Publisher/Subscriber-teknologi og IEEE TSN Ethernet standard.

- Den åbne standard giver de nødvendige byggesten til at forene kommunikationen til industriel automation, og muliggør en bred konvergens mellem IT og OT(operationel teknologi) som er fundamentalt nødvendigt for at realisere det fulde potentiale ved industriel Internet of Things og industri 4.0. Det skriver den østrigske automationsvirksomhed B&R i en pressemeddelelse.

De 11 virksomheder har udover aftalen startet et fælles teknisk samarbejde under Industrial Internet Consortium (IIC) og OPC Foundation, som skal udvikle standard-baserede industrielle IoT-løsninger til realtids kommunikation mellem controllere og dataskyen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093