23948sdkhjf

Blue Ocean Robotics sender robotter i børnehave, i skole og på plejehjem

Den innovative robotvirksomhed Blue Ocean Robotics er ifølge vice president for innovation Rikke Voldsgaard Risager født til at have gang i mange projekter. Det nyder University College Lillebælt godt af.
Blue Ocean Robotics og University College Lillebælt, der blandt andet uddanner sygeplejersker, lærere og ergoterapeuter, er halvvejs gennem en fireårig rammeaftale, som fokuserer på brug af robotteknologi i de sektorer, som University College Lillebælt underviser indenfor.

- University College Lillebælt er et rigtigt godt match for os, for de tør bruge robotteknologi, siger Rikke Voldsgaard Risager, vice president for innovation ved Blue Ocean Robotics til Autmationsfokus.

Sammen har de to samarbejdspartnere søsat en række projekter, hvis slutbrugere aldersmæssigt svinger mellem børnehavebørn og plejehjemsbeboere.

Fysioterapi via telepresence
Gennem længere tid har Blue Ocean Robotics og University College Lillebælt kørt forsøg med telepresence robotter, som skal assistere fysioterapeuter tilknyttet et plejehjem i Ribe.

- Der er tale om fysioterapi via telepresence, hvor fysioterapeuten kan sidde på sit kontor og guide, de ansatte som skal udføre de fysiske øvelser med beboerne på plejehjemmet, siger Rikke Voldsgaard Risager, og fortsætter:

- Fysioterapeuten sparer en del tid ved ikke altid at skulle være fysisk tilstede ved behandlinger, hvor hun alligevel ikke udfører de fysiske handlinger.

Undervisning i tre trin
Seneste igangsatte projekt foregår i første omgang over et halvt år i University College Lillebælts egne lokaler. Her er målet at bruge robotter i undervisningen på landets folkeskoler.

Indledningsvist uddanner Blue Ocean Robotics to lektorer til superbrugere i robotprogrammering.
Dernæst skal Lærerstuderende i faget fysik/kemi uddannes til at være superbrugere i udvalgte STEM (Science, Technology, Engineering and Mathematics) robotter.

Endeligt skal lærere og lektorer så tage robotter med ud i skolerne og undersøge, hvordan robotter bliver nyttige hjælpemidler i den daglige undervisning.

Børnehavebørn skal lære robotsprog
Ifølge Rikke Voldsgaard Risager er det naturligt at inddrage robotter i undervisningen i folkeskolen. Og går det som planlagt, vil robotterne ingenlunde være fremmede for børn, der starter i 0. klasse.

For til februar starter endnu et fællesprojekt med University College Lillebælt. Denne gang et tre måneders projekt på pædagoguddannelsen, hvor pædagogerne skal lære de ældste børnehavebørn at tale robotsprog.

- Børnene skal i de sidste år i folkeskolen lære at tale robotics, siger Rikke Voldsgaard Risager, og uddyber:

I de sidste år i børnehaven skal de lære deres første drag and drop programmering og derved opnå den første spæde forståelse for programmering.

Robotter er globale
Rikke Voldsgaard Risager opremser hurtigt et par yderligere eksempler på innovation indenfor sundhed, uddannelse og produktion, hvilket ifølge hende selv er helt naturligt:

- Blue Ocean Robotics er født til at have gang i mange projekter.

Siden Odense-virksomhedens fødsel for fire år siden, er idémængden blot vokset, og det samme er repræsentationerne på verdensplan, hvor Blue Ocean Robotics blandt andet har kontorer i Tyrkiet, Malaysia og Australien.

- Og det er også helt naturligt, for robotterne og deres udfordringer er globale, siger Rikke Voldsgaard Risager, og fortsætter:

- Med få undtagelser er en robots opgaver de samme, om den assisterer demente i Fjernøsten eller Frederikshavn.

Blue Ocean Robotics er omkring 50 ansatte på hovedkontoret i Odense og omkring 105 med alle joint venture afdelinger rundt omkring i verden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.344