23948sdkhjf

Nyt laboratorie til test af kollaborative robotter

Teknologisk Institut åbner i januar nyt laboratorie med testudstyr til måling af kollaborative robotters tryk og kraft ved kollisioner med deres fremtidige kolleger – mennesker.
I denne måned indvier Teknologisk Institut i Odense et nyt laboratorie, hvor nyt testudstyr fra tyske GTE Industrielektronik skal bruges til at måle kollaborative robotters kraft og tryk, når de kommer i nærkontakt med mennesker.

- Kollaborative robotter skal ikke indhegnes som gammeldags industrirobotter, men arbejde sammen på produktionsgulvet med menneskelige kolleger. Derfor kan de heller ikke undgå at kollidere med mennesker ind imellem, siger projektleder ved Teknologisk Institut, Thomas Madsen Almdal, til AutomationsFokus.

Standard for tryk og kraft
- Så selvom det godt må kunne mærkes at komme i kontakt med en kollaborativ robot, findes der heldigvis en international standard for, hvor meget det må kunne mærkes, siger Thomas Madsen Almdal, som bliver daglig leder af det nye laboratorie i innovationshallerne i Odense.

Det er netop overholdelse af de nye tekniske specifikationer angivet i ISO/TS 15066 for sikkerhed ved brug af kollaborative robotter, som Teknologisk Instituts nye testudstyr skal måle.

Standarden udstikker eksempelvis grænseværdier for, hvor megen kraft en robot må ramme et menneske med og hvor stort trykket må være, hvis en ansat får fingre i klemme ved robotten.

- Med udstyret kan vi måle, om robotterne overholder standarden, men vi gennemgår også robotcellen samtidig og kommer med forslag til forbedring af sikkerheden omkring cellen, forklarer Thomas Madsen Almdal, og fortsætter:

- Til slut udarbejder vi en testrapport, som kunden kan bruge til den efterfølgende CE-mærkning.

Test i laboratorie eller hos kunde
Det nye udstyr opstilles i første omgang i det nye laboratorie, hvortil kunder kan sende deres nye kollaborative robotter til test.

- Men vi vil i lige så høj grad tage udstyret med ud til kunder og udføre målinger der, siger Thomas Madsen Almdal, som ser stort potentiale i udstyret:

- Droner og mobile robotter kommer også i tæt kontakt med mennesker og skal således også overholde standarder for sikkerhed.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.251