VTM viser vej til optimeret spåntagning
Til Værktøjsmaskiner, VTM 2017, i Odense Kongrescenter i februar er der nu meldt 132 udstillere klar, oplyser Krista Kristensen fra VTM.
VTM 2017 er den tredje i rækken af værktøjsmaskinmesser, og på messen kan man "in action" se værktøjsmaskiner til metalbearbejdning (spån og plade), værktøj, robotteknologi, industriel automation, 3D (Additive Manufacturing), CAD/CAM, måleteknik og kvalitetsstyring, køle-/smøremidler og meget mere.
At messen er lokal har betydning for flere udstillere. I hvert fald har salgsdirektør Henrik Sahl Bech fra AVN Teknik store forventninger til VTM-messen, hvor AVN-teknik også selv udstiller.
- Det er positivt, at vi kan mønstre en messe med fokus på værktøjsmaskiner og værktøjer til metalbearbejdning i Danmark, når der findes store internationale messer. Den lokale tilstedeværelse er vigtig for os, i forhold til vores kunder, derfor er VTM-messen attraktiv. Det giver os muligheden for at vise, hvad vi kan tilbyde af optimeringsløsninger til dansk industri inden for spåntagende bearbejdning, som kan løfte produktiviteten endnu mere i de kommende år, siger han.
Læs mere på VTM 2017's hjemmeside.