23948sdkhjf

Industrien lukkede 2016 med et brag

Industriproduktionen slår rekord i december, og økonom forudser fortsat vækst i starten af 2017.

2016 har budt på en svingende industriproduktion, men i de sidste tre måneder af 2016 blev der skruet op for produktionen.

Samlet set er industriproduktionen vokset med 7,7 procent i årets sidste tre måneder. Det viser tal fra Industriens Produktionsindeks, som Danmarks Statistik udarbejder.

Også i metal- og maskinindustrien slog årets sidste måneder rekord i produktionen. 

Målt over de seneste tre måneder steg metalindustrien med 3,3 procent , mens maskinindustrien steg 4,8 procent.

- Det er en meget høj vækst. Dansk industri fik med andre ord sluttet 2016 af med maner. Industriproduktionen satte dermed endnu en positiv rekord i december, men vi skal som sagt være opmærksom på, at tallene er meget svingende fra måned til måned, så den underliggende trend er ikke så stærk endda. Og at vores industriproduktion sætter rekord burde ikke være en positiv overraskelse, sådan burde det være. Vi har bare været i en lang krise, som gør, at vi ikke har været vant til positive rekorder, skriver Steen Bocian, cheføkonomi i Dansk Erhverv.

Forventer fortsat vækst
Der er gode nøgletal både i Danmark og internationalt i industrien for tiden. Det får Steen Bocian til at forvente fremgang her i starten af 2017.

- Vi forventer yderligere fremgang i industriproduktionen her i 2017. Den stærke industrikonjunktur ændrer dog ikke på billedet af, at dansk økonomi samlet set er karakteriseret af meget lav strukturel vækst – så lav vækst, at det fortsat er relevant at kalde det en vækstkrise, skriver Steen Bocian.

Han er blandt andet bekymret for lønkonkurrenceevnen i industrien.

- Lønvæksten er aktuelt højere i Danmark end i de lande, som vi handler med, det er en udfordring for industrien, som er ganske eksporttung, skriver han. 

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109