23948sdkhjf

Industrien skal på job-rov i andre brancher

25.000 tidligere ansatte skal hentes tilbage for at forhindre flaskehalse.
25.000 faglærte, der tidligere har arbejdet i industrien, er i dag ansat i andre brancher. De kan være en vigtig del af løsningen for at undgå mangel på kvalificeret arbejdskraft i industrien.

I en ny analyse fra Dansk Metal peger organisationen på muligheden for at hente dem tilbage.

- Det allervigtigste fokus er selvfølgelig, at vi skal have uddannet langt flere faglærte, så vi kan afhjælpe den begyndende mangel på kvalificeret arbejdskraft, som mange virksomheder allerede oplever i dag, siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

- Der skal simpelthen nyt blod til branchen, men folk med erfaring fra industrien er også en vigtig ressource. Jeg er ikke sikker på, at virksomhederne er klar over, at de har tabt værdifulde medarbejdere til andre brancher i dette omfang, så de må gøre en indsats for at få dem tilbage i folden, lyder det.

Yderligere 80.000 ekstra
Industrien har brug for endnu flere kvalificerede medarbejdere i fremtiden.

Dansk Metal forventer, at antallet af ansatte i industrien igen vil runde 300.000 i 2019. Det er derfor en stor samfundsmæssig opgave, at opfylde behovet for kvalificeret arbejdskraft på industrivirksomhederne.

- Ud over de mange faglærte, der i dag arbejder i andre brancher end industrien, så viser vores analyse også, at der er 80.000 personer, der i dag står uden beskæftigelse, men som tidligere har arbejdet i industrien. Dele af denne gruppe kan også være interessant, da de personer har værdifulde erfaringer, der må kunne anvendes på de danske virksomheder. En væsentlig del af løsningen til at få dem tilbage i virksomhederne er uddannelse, mener Thomas Søby.

Det vigtigste råstof
Analysen fra Dansk Metal viser, at 355.000 personer var ansat i minimum et halvt år i industrien på et eller andet tidspunkt i perioden fra 2011 til og med 2014.

275.000 af dem var fortsat i beskæftigelse i september 2016, mens 80.000 står udenfor beskæftigelse. 203.000 personer er stadig beskæftiget i industrien. 72.000 tidligere industriansatte er i dag beskæftiget i andre brancher end industrien. Heraf er cirka 25.000 faglærte.

- Når vi i Dansk Metal er meget opsatte på at skaffe flere kvalificerede hænder til industrien, så er det fordi vi mærker et klart opsving, som det er meget nødvendigt at holde fast i. Mange virksomheder oplever øget ordretilgang, og flere trækker deres produktion hjem fra udlandet. Hvis vi skal holde produktionen i Danmark, er det selvsagt afgørende, at virksomhederne kan få det allervigtigste råstof for at opretholde produktionen – nemlig dygtige medarbejdere med de rette kompetencer, siger Thomas Søby, der er cheføkonom i Dansk Metal.

Stort set ingen ledige
Beskæftigelsen i industrien er steget betydeligt de seneste par år. Det har ført til, at ledigheden blandt medlemmer af Dansk Metal nu er nede på 2,7 procent og for flere faggrupper er den endda lavere – det gælder eksempelvis industriteknikere og værktøjsmagere.

Ledigheden i region Midtjylland er helt nede på 2,4 procent.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078