23948sdkhjf

Industriproduktionen steg i februar

Den samlede industriproduktion steg 0,8 procent fra januar til februar.

Fremgangen kom efter et fald på 4,9 procent i januar og en stigning på 1,7 procent i december. Sammenlignes perioden december-februar med de foregående tre måneder, gik den samlede industriproduktion frem med 4,1 procent. Det skriver Danmarks Statistik.

Trenden stiger fortsat, selvom der har været store udsving i produktionsindekset i sidste halvdel af 2016. Siden november 2016 har indekset ligget på et niveau over det højeste niveau (april 2008) før krisen i 2008-2009. Alle tal er korrigeret for prisudvikling og normale sæsonudsving. I faktiske tal gik den samlede industri frem med 0,6 procent fra februar 2016 til februar 2017.

Møbler trak produktionen op
Blandt industriens branchegrupper steg produktionen især i ”tekstil- og læderindustri” samt ”møbel og anden industri mv.”, som havde fremgang på henholdsvis 10,5 og 6,3 procent i februar.

I beregningen af det samlede produktionsindeks vægter branchegruppen ”tekstil- og læderindustri” mindst ud af de 12 branchegrupper med kun 1,4 procent. ”Møbel og anden industri mv.” vægter med 10,4 procent og er dermed den fjerdestørste branchegruppe. Største fald i februar stod branchegruppen elektronikindustri for med 7,2 procent. Der var tilbagegang i fem branchegrupper, som i alt tegner sig for 29,4 procent af det samlede produktionsindeks.

Omsætningsfremgang i februar
Industriens omsætning gik 1,0 procent frem i februar og 7,5 procent i perioden december-februar i forhold til september-november målt i løbende priser og sæsonkorrigeret.

Både eksport- og hjemmemarkedsomsætningen steg i februar med henholdsvis 1,2 procent og 0,3 procent. Udviklingen i eksportomsætningen var især drevet af en fremgang på 10,3 procent i sektoren ”investeringsgodeindustri”, hvori branchegruppen maskinindustri indgår. Generelt er omsætningsudviklingen i maskinindustri svingende grundet udviklingen i underbranchegruppen ”fremstilling af motorer, vindmøller og pumper”.

Med stigningen i februar var eksportomsætningsindekset for maskinindustri tilbage på niveau med september 2016 efter flere måneders store udsving. Stigningen i eksportomsætningsstigningen i investeringsgodeindustri blev delvist opvejet af et omsætningsfald i sektoren ”fremstilling af ikke-varige forbrugsgoder” på 5,2 procent, således at den samlede eksportomsætning kun steg med 1,2 procent.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095