23948sdkhjf

Plastvirksomhed udvider for at gøre plads til flere robotter

Borring Plast har i forvejen flere robotter end medarbejdere, men skaber nu plads til yderligere et robotrykind.

I andre industrielle epoker har man typisk udvidet sine produktionshaller for at gøre plads til flere medarbejdere eller flere produktionsmaskiner. Men sådan er det ikke nødvendigvis længere her i 2017, hvor vi står på tærsklen til det, som mange benævner den FJERDE Industrielle revolution.

Borring Plast i Tommerup på Fyn står således midt i en udvidelse, der skal fordoble produktions- og lagerkapaciteten, og det er netop primært for at gøre plads til flere robotter.

Allerede i dag balancerer ratioen menneske/robotter i sidstnævntes favør hos Borring Plast. 24 medarbejdere til godt 25 robotter. Men ejer og administrerende direktør Jesper Seistrup vil gerne have fem robotceller mere ind.

- Vi udvider primært for at gøre plads til flere seks-aksede robotter til samling af børnesikrede kapsler. Vi har simpelthen ikke plads til at få flere robotceller ind. Vil du vækste som virksomhed i dag, kræver det automatisering - og det kræver bare plads.

Flere seksaksede robotter, tak
Hovedparten af industrirobotterne i Borring Plasts produktion i dag er såkaldte tre- og fireaksede travers-robotter, der er monteret oven på sprøjtestøbemaskinerne.

Men allerede i 2005 implementerede man en robotcelle med en seks-akset industrirobot, der fuldautomatiserede montagen af gevind i plastkapsler.

- Dem vil vi gerne have nogle flere af, lyder det fra Jesper Seistrup, som altså nu er i fuld gang med at skabe den nødvendige plads til robotrykindet.

Robotterne bliver simplere og simplere
For produktionschef Brian Bekker Larsen er robotterne først og fremmest et spørgsmål om kvalitet, lønsomhed og mindre spild.

- Kvaliteten bliver højere, og vi kan måske lave lidt mere, fordi robotterne kan køre i weekenden med meget lidt bemanding. Men vi har også mindre spild, fordi der er færre emner, der ryger ind under maskinerne og bliver beskidte, forklarer han.

Han tilføjer, at en stadigt lettere programmering af robotterne kun bidrager til at gøre det mere attraktivt at investere i robotteknologi. Der var engang, hvor det at programmere en robot var et dagsarbejde for en civilingeniør med en grad i robotprogrammering, men sådan er det ikke længere, understreger Brian Bekker Larsen.

- På de nyeste robotter bliver programmeringen nemmere og nemmere. Hvis du er rigtig skrap til det, kan du måske indkode et nyt program på fem minutter, lyder det fra Brian Bekker Larsen om robotterne, som Borring Plast typisk køber som integrerede robotter fra Arburg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266