23948sdkhjf

Ny "datingside" for sikker kemi

Kemikalieproducenter er gået sammen med miljøorganisationer om Chemsec Marketplace, hvor procesindustrien kan finde alternativer til farlig kemi.

I løbet af de seneste år har flere kemikalieproducenter arbejdet med at erstatte farlige kemikalier med mere sikre alternativer. Men de alternative produkter til de kendte kemikalier er ofte usynlige for mange i procesindustrien, ligesom det er svært at gennemskue præcist, hvordan man indstiller sin produktion til nye typer kemikalier.

Ny kemisk markedsplads
Derfor er kemikalieproducenter som Clariant, Chemours og Valspar gået sammen med den svenske miljøorganisation Chemsec - The International Chemical Secretariat - om at etablere Chemsec Marketplace, hvor producenter kan slå farlige kemikalier op og se, om der er mere bæredygtige alternativer på markedet.

- Der eksisterer allerede en række initiativer og projekter, som kan guide virksomheder til at identificere problematiske kemikalier i deres produkter, men meget få af disse viser, hvordan man kan erstatte de uønskede kemikalier. Markedspladsen er en platform for de virksomheder, der fremstiller sikre alternativer, og et samlet sted for virksomheder der leder efter mulige erstatninger til farlige kemikalier, siger Anne-Sofie Andersson, direktør hos Chemsec.

Marketplace fungerer ved, at virksomheder opretter annoncer med deres mere sikre alternativer. Samtidig samler Chemsec Marketplace også op på de seneste ændringer inden for international kemikalieregulering, og har skridt-for-skridt guides til hvordan man erstatter forskellige kemikalier i produktionen med de mere sikre alternativer. Indtil videre er annonceringen gratis.

Kan spørge efter alternativer
Hvis en virksomhed er på jagt efter et subsitut til et givent kemikalie, men ikke kan finde det på Marketplace, kan virksomheden sende en anmodning og dermed tilkendegive, hvilke kemikalier som de gerne vil erstatte.

- Bæredygtighed og innovation er centrale byggesten i Clariants strategi. Clariant søger proaktivt at udvikle og tilbyde sikre og mere bæredygtige løsninger. Chemsec Marketplace giver os yderligere mulighed for at fremhæve allerede eksisterende løsninger, skabe kontakt med nye kunder og identificere nye muligheder for samarbejde inden for kemisk sikkerhed og innovation, siger Lynette Chung, leder af Corporate Sustainability, Strategy & Advocacy hos Clariant.

Greenway Denmark, der fremstiller emballager, er med i Chemsec, ligesom danske B&O og Coop Danmark har budt ind med input til udformningen af Chemsec Marketplace.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094