23948sdkhjf

- Automation skal ikke være forbeholdt store virksomheder

Robot-Logistics er på mission for at brede lagerautomation ud til SMV’er.

- Det må kunne gøres smartere.

Det mantra er Anders Eeg Møller vokset op med, fordi hans Georg Gearløs-agtige far altid har set muligheder for forbedringer, hvor end han har vendt sig hen.

Mantraet blev dermed også starten på skabelsen af et automatiseret lagersystem på modulform, der nu danner grundstenen i et far-og-søn firma, der vil gøre automation tilgængeligt for de små og mellemstore virksomheder.

- Vi vil gøre op med, at lagersystemer altid er forbundet med store investeringer, hvor kun de store virksomheder kan være med. Vores mission er at lave et system, der både er tilpasset de mindre aktørers pengepung og produktionsbehov, siger Anders Eeg Møller, der er direktør i Robot Logistics og sønnen i foretagendet.

Skakbræt
Virksomheden arbejder på at udvikle et automatiseret lagerstyringssystem, eller Automated storage and retrieval system, som det retteligt hedder, der er opbygget af moduler og nemt kan samles, udvides og formes efter virksomhedens behov.

Hvert modul er et kvadrat på 50x50 centimeter, der som felter på et skakbræt lægges ud i den formation, der passer til virksomhedens lager og kapacitet.

På hver ramme er der monteret hjul, der er bevægelige i alle retninger, og kan håndtere de medfølgende kasser uanset størrelse og vægt, forklarer Anders Eeg Møller.

- Ideen er, at tempoet skal være højere end det AGV’ere kan præstere og på niveau med de store løsninger i markedet. Alle felterne taler sammen via softwaresystemet og giver en hurtig og effektiv flytning af lagervarer fra A til B, siger han.

Systemet skal understøttes af en softwareløsning, som firmaet også arbejder på at udvikle.

- De færreste SMV’er har et fuldt automatiseret ordresystem, men langt de fleste kan lave elektroniske ordrelister. Vi vil gerne have et system, der kan samarbejde med det, der allerede er i virksomheden, igen fordi de ikke skal ud og investere i alt muligt ekstra, siger han.

Varer til systemet
Anders forklarer, at mange af de lagersystemer, der findes i dag, er designede til at håndtere emner i snævre definerede dimensioner, hvilket gør dem velegnede til masseproduktion med lav emnediversitet. Ikke just den virkelighed, der hersker i de små og mellemstore virksomheder, der ofte arbejder med et bredere varesortiment og hyppige omstillinger i produktionen.

- Det efterlader SMV’ere i en situation, hvor kan blive nødt til enten sige nej til kunder eller helt droppe automatiserede løsninger, fordi de skal tilpasse varerne til systemet og ikke omvendt. Det vil vi gerne lave om på, så automationen bliver målrettet alle, siger Anders Eeg Møller.

Produktet er i første omgang rettet mod e-butikker, der med deres brede varesortiment kan udnytte systemets evne til at håndtere emner med forskellige dimensioner.

Anders Eeg Møller forventer at etablere de første testsystemer i en virksomhed til efteråret.

Fakta om Robot Logistics:

  • Robot Logistics er stiftet i januar 2017 af Anders Eeg Møller og hans far Philip Møller.
  • Anders’ far har de tekniske kundskaber, mens Anders er den, der skal få omdannet ideen til en forretningsmodel.
  • Ideen til det automatiserede lagersystem har været undervejs siden en gang i 1990’erne. Udfordringen har været at skaffe investorer til projektet.
  • Robot Logistics samarbejder med den polske virksomhed GIPO samt Amfitech i Vejle.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22