23948sdkhjf

HI-messen: Det ser godt ud

Der tælles ned til årets industrimesse i Herning - 540 udstillere er allerede tilmeldt. Arrangørerne melder om positiv stemning i industrien.

Den 3. oktober bliver dørene i MCH Messecenter Herning åbnet til HI-messen 2017, og alt tyder på, at gæsterne oplever en industrimesse, der over tre dage kommer til at boble mindst lige så meget som i 2015.

- Det ser godt ud, der er stor opbakning fra udstillerne, og vi er oppe på 540 udstillere nu, siger Mona Jakobsen, som er MCH’s projektchef på HI-messen.

I 2015 var der 609 udstillere på HI, og Mona Jakobsen forventer at nå nogenlunde samme niveau i år.

- Det går godt i industrien, og der er en positiv stemning. Det mærker vi også på interessen, og vi mærkede det også på de to kick off-møder, vi netop har afholdt i Herning og København. Her deltog 230 mennesker, og vi kunne mærke på udstillerne, at de glæder sig til messen, siger Mona Jacobsen, som oplyser, at der sælges stande på HI-messen helt op til messestart.

Vind, food og Technomania
At HI-messen er en af Nordens industrielle samlingspunkter understreges af de aktiviteter, der også i år er en del af messen.

Vindmølleindustrien samler sig omkring HI-messen med arrangementet Wind Energy Denmark, som er en målrettet konference 2. oktober, mens dørene åbnes for alle interesserede den 3. oktober.

Ingeniørforeningen IDA satser også på Herning med arrangementet Technomania, der som to-dages delmesse inde midt i MCH med egne udstillere og et omfattende konferenceprogram sætter fokus på fremtidens teknologi.

Derudover arrangerer de danske mejerier International Food Contest, som kårer de bedste nye fødevarer, især inden for mejeri.

- Det giver en rigtig god rød tråd til udstillerne, at der er viden, udstillere og inspiration samlet i de her aktiviteter. De besøgende kan få rigtig meget med hjem, siger Mona Jacobsen.

"Mere puls på messen"
Om torsdagen har HI-messen selv fokus på digitalisering og industri 4.0 i messens eget konferenceprogram, hvor der lige nu arbejdes på at få de sidste detaljer på plads.

Mona Jakobsen ser frem til alle aktiviteter på årets messe, men hun lægger ikke skjul på, at det har stor betydning for HI-messen, at IDA udvider Technomania til to dage frem for en enkelt dag som i 2015. For to år siden deltog 1.500 mennesker i konferencerne under Technomania.

- Jeg synes, der er rigtig mange spændende foredrag i år på Technomania, og det betyder rigtig meget for os, at IDA satser så meget på messen. Det er med til at give messen puls og en ekstra dimension i forhold til fremtiden, når det handler om produktion og produktionsteknologi, siger Mona Jakobsen.

I 2015 tjekkede 16.819 gæster ind på HI.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094