23948sdkhjf

Vigtig ordre til Reo-Pack

Østjyske Reo-Pack har leveret endnu et fuldautomatisk vikleanlæg til en af Sydamerikas førende virksomheder i den petrokemiske industri.
Det er PBB Polisur, ejet af den amerikanske koncern Dow Chemicals, der har fået installeret anlægget. Virksomheden producerer polyethylen - plastgranulatet som blandt andet benyttes til produktion af plastposer og strækfilm. PBB Polisur har flere petrokemiske anlæg placeret i Bahía Blanca, en by med 275.000 indbyggere, halvanden times flyvning syd for Buenos Aires.

- Vi har leveret et komplet fuldautomatisk vikleanlæg med tilhørende internt transportudstyr. Det bruges rent praktisk i forbindelse med vandtæt transportsikring af plastgranulatet, før det sendes videre rundt i Sydamerika. Anlægget har en kapacitet på 60 paller pr. time og kører 24 timer i døgnet. PBB Polisur havde tidligere benyttet en krympetunnel til arbejdet, men med installeringen af vikleanlægget har vi nu givet argentinerne en væsentlig mere effektiv og også mere energibesparende løsning. Det er klart, at en virksomhed ejet af en mastodont som Dow Chemicals har stort fokus på grønne investeringer, siger direktør i Reo-Pack, Thorvald Christensen.

Ny ordre måske på vej
Dow Chemicals er til stede i mere end 175 lande og har på verdensplan 46.000 ansatte. Det er en af verdens største koncerner i den kemiske industri, og Thorvald Christensen er bevidst om, at den nyligt afleverede løsning kan føre til mere.

- Vi har leveret endnu et driftssikkert anlæg til Argentina, det fjerde anlæg til samme fabrik, og det er absolut en god reference til flere virksomheder i Dow Chemicals regi, siger Thorvald Christensen.

Der er allerede nu forlydender om, at netop PBB Polisur vil etablere anlæg nummer fem i Bahía Blanca, og Thorvald Christensen forventer, at det vil udmønte sig i en forespørgsel til virksomheden fra Assens ved Mariagerfjord, selvom den netop leverede ordre også bød på anderledes udfordringer.

- Logistikken i leveringen har vi prøvet før. Vi er vant til at levere til hele verden. Udfordringen i denne omgang har været oplæringen af de lokale medarbejdere. Jeg var selv med derude, og jeg taler ikke spansk, men i Bahía Blanca taler de næsten ikke andet. Da oversætteren var syg, kom oplæringen til at foregå via tegnsprog og fagter, men det lykkedes. En detalje som sprog skal ikke komme imellem os, siger Thorvald Christensen med et smil.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125