23948sdkhjf

Sidste bid af Dansk Rustfri solgt

I september gik Kolding-virksomheden Dansk Rustfri konkurs, og et par uger senere blev pharma-delen i virksomheden overtaget af LP Kolding.

Nu er sidste del af konkursboet blevet solgt til Dansk Stålmontage.

Det drejer sig dels en række driftsmidler og dels om rettighederne til kundekartoteket.

- Der er trukket seks-otte kunder ud af kundekartoteket, der har med pharma at gøre, men ellers har vi købt det resterende med eksisterende ordrer, tilbud der er ude, tegningsmateriale, kvalitetshåndbog og også noget it-udstyr, fortæller Claus Steen Nielsen, administrerende direktør hos Dansk Stålmontage.

- Vi har allerede taget fat i nogle af de tilbud, som Dansk Rustfri havde ude, som var aktuelle og er i fuld gang med at snakke videre med kunderne om dem, tilføjer han.

Har arbejdet på pharma-godkendelse

Selv om det som udgangspunkt er LP Kolding, der har overtaget hele pharma-delen af Dansk Rustfri, er der dog en enkelt undtagelse – nemlig virksomhedens kvalitetshåndbog, som altså er med i handlen hos Dansk Stålmontage.

- Kvalitetshåndbogen er pharma-godkendt, og det er noget, vi har arbejdet på allerede; at blive pharma-godkendt. Det gør så bare vejen lidt lettere, når vi har købt deres kvalitetshåndbog, som er godkendt af kunderne, forklarer Claus Steen Nielsen.

Naturlig forlængelse

Dansk Stålmontage har især været specialiseret i konstruktion af anlæg til fødevareindustrien, og ifølge Claus Steen Nielsen er pharmaindustrien en naturlig forlængelse.

- Det er det allersidste kvalitetstrin, vi mangler, at kunne levere ind til pharmaceutisk udstyr. Vi kan faktisk gøre det på værkstedet i dag, fordi vi kan bejdse og slibe alt selv. Det har vi allerede in house i dag. Men for at blive godkendt til pharma, så er det meget papirgangen i det, og det er lige der, vi skal toppes op. Det gør det lidt nemmere, når man har sådan en komplet manual, hvor alle procedurer og beskrivelser ligger klar til at arbejde med, siger han.

- Så det er så små ændringer, der skal til, for at vi kan blive godkendt. Vi kan tilføre det samme, som vi producerer i dag bare på et lidt højere niveau med bedre dokumentation på både svejsninger og kvaliteten helt generelt, slutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079