23948sdkhjf

Robotproducent: Metalindustrien rykker lige nu

Der er fuld knald på landets maskinfabrikker, og samtidig er det nærmest umuligt at finde kvalificeret arbejdskraft til at håndtere maskinerne.

Det er to af de trends, der har sat fart i lysten til at investere i automation hos de mindre og mellemstore metalvirksomheder.

- Der er en betydelig stigning i salget af robotter til de integratorer, der laver løsninger til industrien. Vi fornemmer en klart stigende efterspørgsel efter automation foran CNC-maskinerne, siger Michael Hjertebjerg, som er landechef hos Universal Robots med ansvar for salget i Danmark, Norge og Island.

Mangler hænder og kapacitet

Michael Hjertebjerg er ikke i tvivl om, at den aktuelle mangel på arbejdskraft er en kraftig årsag til, at virksomhederne i øjeblikket fokuserer mere og mere ind på automation. Selv har Universal Robots fokus på de mindre og mellemstore virksomheder, som historisk set har haltet efter på automationsdelen.

Og netop det segment rykker lige nu.

- Det går så godt for mange af virksomhederne lige nu, at flere må sige nej til ordrer. Derfor vil de have øget kapaciteten, og det gør de ved at automatisere. Det er der flere eksempler på lige nu, siger Michael Hjertebjerg.

Samtidig har robotterne den store fordel, at de arbejder ufortrødent videre, selvom pandemier og samfundsnedlukninger præger verden.

- Robotterne er med til at sikre produktionen i en tid, hvor du risikerer at lukke ned på grund af en pandemi, og den del spiller bestemt også ind for vores kunder. De vil sikre deres værdikæder, siger Michael Hjertebjerg.

Han ser et forandret marked lige nu, hvis man sammenligner med tiden, før corona ramte verden.

- Før corona var det sværere for os at komme i kontakt med virksomhederne, når vi ville snakke robotter. Det er nemmere nu, virksomhederne driver det selv frem, og der er flere kunder, som selv tager kontakt til os nu, slår han fast.

Ingen viden er helt fint

Trods den aktuelle store robot-interesse opfordrer landechefen fra Universal Robots alle i metal- og maskinindustrien til at skrue tankegangen endnu mere ind på potentialet i automation. Det handler om at se mulighederne i at lade robotterne løse simple opgaver som flytning af materialer, fødning af emner ind i CNC-maskinerne eller andet gentaget manuelt arbejde. Derudover er der lige nu stor interesse for brug af robotter til slibning og svejsning.

Og Michael Hjertebjerg understreger med en tyk, fed sort streg, at det er helt ok at være nybegynder indenfor robotfeltet.

- Hele essensen er viden, og det er naturligvis helt i orden at erkende, at man ikke kender så meget til det her område. Man er bestemt ikke alene, fordi man stadig ikke er kommet i gang. Mange virksomheder ved slet ikke, hvor de skal starte, siger Michael Hjertebjerg.

Han minder om, at robotterne hele tiden bliver nemmere at programmere, hurtigere at sætte op og at de i dag kan benyttes med en enorm vifte af forskellige værktøjer, der fungerer ’plug and play’.

- Enhver rejse begynder med det første skridt, og når det handler om robotter, skal man huske, at den første robot altid er den sværeste, siger Universal Robots landechef.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188